Du er her:
Fru Inger til Østråt
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
FRU INGER TIL ØSTRÅT.

FRU INGER TIL ØSTRÅT.
SKUESPIL I FEM HANDLINGER

TREDJE UDGAVE.
[ Forlagsstempel. ]

KØBENHAVN.

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).

GRÆBES BOGTRYKKERI.

1891.
DE OPTRÆDENDE:
Fru Inger Ottisdatter Rømer, rigshovmester Nils
Gyldenløves enke
.
Eline Gyldenløve, hendes datter.
Rigsråden Nils Lykke, dansk ridder.
Olaf Skaktavl, en fredløs norsk adelsmand.
Nils Stenssøn.
Herr Jens Bjelke, svensk befalingsmand.
Bjørn, kammersvend på Østråt.
Hustjeneren Finn.
Gårdsfogden Ejnar Huk.
Husfolk, bønder og svenske krigsknægte.

(Handlingen foregår på herresædet Østråt ved Trondhjemsfjorden
i året 1528.)

FØRSTE HANDLING.

(En stue på Østråt. Gennem den åbne dør i baggrunden ses
riddersalen i svagt månelys, som fra og til strejfer ind gennem
et dybt buevindu på den modsatte væg. Til højre udgangsdør;
foran samme et vindu med forhæng. På venstre side en dør,
som fører ind til de indre værelser; nærmere mod forgrunden
et stort åbent ildsted, der belyser stuen. Det er stormfuld aften.)
(Kammersvenden Bjørn og hustjeneren Finn sidder ved ild-
stedet. Den sidste er beskæftiget med et afpudse en hjelm.
Forskellige våbenstykker, et sværd og et skjold ligger ved
siden af dem.)
Finn
(efter et ophold).
Hvem var Knut Alfsøn?
Bjørn.
Herskabet siger, han var Norges sidste rid-
dersmand.
Finn.
Og Danskerne fældte ham jo i Oslo-fjord?
Bjørn.
Spørg en femårs gut, ifald du ikke véd det.
Finn.
Så Knut Alfsøn var altså vor sidste ridders-
mand? Og nu er han død og borte! (idet han holder
s. 8

hjelmen ivejret.)
Ja, så kan du gerne finde dig i at
hænge blank og pudset i riddersalen; for nu er
du ikke andet end en tom nøddeskal; kærnen
– den har ormene ædt for mange vintre siden.
Hør, du Bjørn, – kunde en ikke sige, at
Norges land også er slig en tom nøddeskal,
ligervis som hjelmen her; blank udenpå, orm-
stukken indeni?
Bjørn.
Hold kæft og pas din dont! – – Er hjel-
men færdig?
Finn.
Den skinner som sølv i måneskin.
Bjørn.
Så sæt den væk. – – Se der; skrab grav-
rusten af sværdet.
Finn
(vender og drejer på det).
Men kan det lønne sig?
Bjørn.
Hvad mener du?
Finn.
Eggen er borte.
Bjørn.
Kommer ikke dig ved. Lad mig få det.
– – Se der er skjoldet.
Finn
(som før).
Det mangler håndgrebet, du!
s. 9
Bjørn
(mumler).
Ja, gid jeg såsandt havde et håndgreb i dig,
som –
Finn
(nynner en stund for sig selv).
Bjørn.
Hvad er det nu?
Finn.
En tom hjelm, et sværd uden egg, et skjold
uden håndgreb, – se, det er hele herligheden.
Jeg tror, ingen skal kunne laste fru Inger, fordi
hun hænger slige våbenstykker pudsede på sals-
væggen, i stedet for at lade dem rustne i Daner-
blod.
Bjørn.
Ej, snak; vi har jo fred i landet, véd jeg.
Finn.
Fred? Ja, når bonden har skudt væk sin
sidste pil, og ulven har stjålet hans sidste lam
ud af fjøset, så holder de også fred sig imellem.
Men det er nu sådant et underligt venskab. Nå,
nå; lad den ting fare. Det er ganske rimeligt,
som jeg sagde, at rustningen hænger blank i
salen; for du kender vel det gamle ord: «kun
riddersmanden er en mand»; – og da vi nu
ikke længer har nogen riddersmand hertillands,
så har vi altså heller ingen mand; og hvor der
ingen mand er, der får kvinden råde; se, derfor –
s. 10
Bjørn.
Derfor – derfor råder jeg dig at holde inde
med al den rådne snak!
(han rejser sig.)
Det lakker udover kvelden. Se der; du kan
hænge hjelm og plade ind i salen igen.
Finn
(dæmpet).
Nej, lad det heller være til imorgen.
Bjørn.
Nå, du er vel aldrig mørkræd?
Finn.
Ikke om dagen. Skulde det hænde sig, at
jeg var det ved kveldstid, så er jeg ikke alene
om det. Ja, du ser på mig; men du skal vide,
nede i borgestuen går der snak om så mangt
og meget. (sagtere) Der er en og anden, som
mener, at der vandrer en stor sortklædt skikkelse
der inde hver evige nat.
Bjørn.
Kærringsladder!
Finn.
Ja, men de bander allesammen på, at det er
sandt.
Bjørn.
Det tror jeg nok.
Finn.
Det forunderligste er, at fru Inger har den
samme mening –
s. 11
Bjørn
(studsende).
Fru Inger? Nå, hvad mener hun?
Finn.
Hvad fru Inger mener? Ja, se, det er der
nok ikke mange som véd. Men visst er det, at
hun har ingen ro på sig. Kan du ikke se, at
hun blir blegere og magrere dag for dag? (med et
forskende øjekast.)
Folkene siger, at hun aldrig sover,
– og at det er for spøgelsets skyld –
(Under de sidste ord er Eline Gyldenløve trådt frem i den
halvåbne dør til venstre. Hun standser og lytter uden at be-
mærkes.)
Bjørn.
Og slig dumhed tror du på?
Finn.
Ja, så halvvejs. Der er ellers de, som ud-
lægger den ting på en anden måde. Men se,
det er nu bare ondskab. – Hør, du Bjørn, –
kender du visen, som går landet rundt?
Bjørn.
En vise?
Finn.
Ja, den er i folkemunde. Det er en skam-
melig nidvise; det forstår sig. Men den går ret
artigt forresten. Hør nu bare efter.
(han synger med dæmpet stemme:)
Fru Inger sidder på Østråt gård;
hun er vel svøbt i skind.
s. 12
Hun er vel svøbt i fløjel og mård;
hun fletter de røde guldperler i hår, –
men har ikke fred i sit sind.

 
Fru Inger har solgt sig til Danskens drot.
Hun skikker sit folk i fremmedes vold,
som vederlag – –
(Bjørn griber ham forbittret i brystet. Eline Gyldenløve
trækker sig ubemærket tilbage.)
Bjørn.
Og jeg skal skikke dig djævelen i vold uden
vederlag, dersom du mæler et uhøvisk ord til
om fru Inger!
Finn
(idet han river sig løs).
Nå, nå, – er det mig, der har gjort visen?
(Et horn høres udenfor til højre.)
Bjørn.
Hys, – hvad er det?
Finn.
Et horn. Så får vi nok gæster ikveld.
Bjørn
(ved vinduet).
De åbner porten. Jeg hører hovslag i borg-
gården. Det må være en riddersmand.
Finn.
En riddersmand? Det kan det vel neppe være.
Bjørn.
Hvorfor ikke?
s. 13
Finn.
Selv har du sagt det: vor sidste ridders-
mand er død og borte.
(han går ud til højre.)
Bjørn.
Den forbandede skelm, – han har øjnene
med sig overalt. Så lidt har det da bådet, alt
det jeg søgte at dølge og dække. Hun er i
folkemunde; det vil ikke vare længe, før hver
mand råber, at –
Eline Gyldenløve
(kommer atter gennem døren til venstre; hun ser sig om og
spørger med undertrykt bevægelse:)
Er du alene, Bjørn?
Bjørn.
Er det jer, jomfru Eline?
Eline.
Hør, – fortæl mig et af dine eventyr; –
jeg véd, du kan flere end dem, som –
Bjørn.
Fortælle? Men nu, – så sent på kvelden –?
Eline.
Ifald du regner fra den tid her blev mørkt
på Østråt, så er det visselig sent.
Bjørn.
Hvad fejler jer? Er der gået jer noget
imod? I er så urolig.
s. 14
Eline.
Det er muligt.
Bjørn.
Der er noget ivejen. I det sidste halve års
tid har jeg knapt kunnet kende jer igen.
Eline.
Husk på: i et halvt år har Lucia, min
kæreste søster, sovet i ligkælderen.
Bjørn.
Det er ikke derfor, jomfru Eline, – det er
ikke alene derfor, at I går omkring, snart tanke-
fuld og bleg og stille, snart vild og rådløs, som
nu ikveld.
Eline.
Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke
mild og from og fager som en sommernat? Bjørn,
– jeg siger dig, jeg havde Lucia kær som mit
eget liv. Har du glemt, hvor tidt og mange
gange vi sad som børn på dine knæ om vinter-
kvelden? Du sang viser for os, og du fortalte – –
Bjørn.
Ja, dengang var I fro og glad.
Eline.
Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt
liv i eventyr og i mine egne tanker! Kan det
være troligt, at stranden dengang var så nøgen
som nu? Var den det, så mærked jeg det ikke.
s. 15

Dernede var det jeg helst gik og digted alle de
fagre krøniker; mine helte kom langvejs fra og
foer over havet igen; jeg selv leved iblandt dem
og fulgte med, når de drog bort. (synker ned på en
stol.)
Nu kender jeg mig så mat og træt; mine
eventyr kan ikke nære mig længer; – de er
kun – eventyr. (rejser sig hæftigt.) Bjørn, – véd du,
hvad der har gjort mig syg? En sandhed. En
styg, styg sandhed, som nager mig nat og dag.
Bjørn.
Hvad mener I?
Eline.
Kan du mindes, at du stundom gav os leve-
regler og gode råd? Søster Lucia fulgte dem;
men jeg, – Gud bedre!
Bjørn
(trøstende).
Nå, nå!
Eline.
Jeg véd det, – jeg var stolt, hovmodig!
Når vi legte sammen, vilde jeg altid være dron-
ning, fordi jeg var den største, den fagreste, den
kløgtigste. Jeg véd det!
Bjørn.
Det er sandt.
Eline.
Engang tog du mig ved hånden og så al-
vorligt på mig, idet du sagde: vær ikke stolt af
s. 16

din fagerhed og din kløgt; men vær stolt som
ørnen på fjeldet, hver gang du tænker på, at du
er Inger Gyldenløves datter!
Bjørn.
I havde vel grund til at være stolt derover.
Eline.
Ja, det fortalte du mig tidt nok, Bjørn! O,
du fortalte mig så mange eventyr dengang.
(trykker hans hånd.) Tak for dem allesammen! –
Fortæl mig endnu et; det turde hænde sig, at
jeg blev let tilsinds igen, som før.
Bjørn.
I er jo ikke længer noget barn.
Eline.
Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg
er det. – – Nu; fortæl!
(Hun kaster sig ned på en stol; Bjørn sætter sig på kanten af
ildstedet.)
Bjørn.
Der var engang en højbåren riddersmand –
Eline,
(der uroligt har lyttet mod salen, griber ham i armen og ud-
bryder hæftigt men hviskende)
:
Hys! Skrig da ikke så; – jeg er jo ikke
tunghørt!
Bjørn
(sagtere).
Der var engang en højbåren riddersmand,
om hvem der gik det sælsomme ord – –
s. 17
Eline
(rejser sig halvt op og lytter i ængstelig spænding mod salen).
Bjørn.
Jomfru Eline, – hvad fattes jer?
Eline
(sætter sig atter).
Mig? Ingenting. Fortæl du kun.
Bjørn.
Nå, som sagt, – når han så en kvinde stivt
ind i øjet, så glemte hun det aldrig siden, men
fulgte ham i tanken, hvor han gik og stod, og
sygnede hen af sorg.
Eline.
Det har jeg hørt. – – Det er forresten
ikke noget eventyr, det, du der fortæller. Thi
riddersmanden, som du beretter om, er Nils
Lykke, der endnu den dag idag sidder i det
danske rigsråd –
Bjørn.
Kan vel hænde.
Eline.
Nu ja, lige godt; – bliv kun ved!
Bjørn.
Og så begav det sig engang –
Eline
(rejser sig pludseligt).
Hys; vær stille!
Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.
2
s. 18
Bjørn.
Hvad nu? Hvad går der af jer?
Eline
(lyttende).
Hører du?
Bjørn.
Hvilket?
Eline.
Det er der! Ja, ved Kristi kors, det er der!
Bjørn
(rejser sig).
Hvad er der? Hvor?
Eline.
Hun selv, – i riddersalen –
(hun iler op mod baggrunden.)
Bjørn
(følger efter).
Hvor kan I tro –? Jomfru Eline, – gå
til jert kammer!
Eline.
Hys; stå stille! Rør dig ikke; lad dig ikke
se! Vent; – der kommer månen frem –. Kan
du skimte den sorte skikkelse –?
Bjørn.
Ved alle hellige –!
Eline.
Ser du, – der vender hun Knut Alfsøns
billede indad mod væggen. Ha-ha; det stirrer
hende nok for stivt i øjnene!
s. 19
Bjørn.
Jomfru Eline, hør mig!
Eline
(idet hun går nedover mod ildstedet).
Nu véd jeg, hvad jeg véd!
Bjørn
(hen for sig).
Så er det dog sandt!
Eline.
Hvem var det, Bjørn? Hvem var det?
Bjørn.
Det så I ligeså grant som jeg.
Eline.
Nu vel? Hvem så jeg?
Bjørn.
I så eders moder.
Eline
(halvt for sig selv).
Nat efter nat har jeg hørt hendes skridt
derinde. Jeg har hørt hende hviske og vånde
sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo –;
ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at –
Bjørn.
Stille!
(Fru Inger Gyldenløve kommer hurtigt ud fra salen uden at
lægge mærke til de andre, går lige hen til vinduet, trækker for-
hænget fra og stirrer en tidlang ud, som om hun spejdede efter
nogen på landevejen; derpå vender hun sig og går langsomt ind
i salen igen.)
2*
s. 20
Eline
(sagte, følger hende med øjnene).
Så drivende hvid, som en dødning – –!
(Larm og mange stemmer høres udenfor døren til højre.)
Bjørn.
Hvad er der nu?
Eline.
Gå ud og se efter, hvad det gælder!
(Gårdsfogden Ejnar Huk samt en stor flok husfolk og
bønder kommer tilsyne i forstuen.)
Ejnar Huk
(i døren).
Lige ind til hende! Og så ikke forsagt!
Bjørn.
Hvad søger I?
Ejnar Huk.
Fru Inger selv.
Bjørn.
Fru Inger? Så sent på kvelden?
Ejnar Huk.
Sent, men tidsnok, tænker jeg.
Bønderne.
Ja, ja, – nu må hun høre os!
(Hele mængden trænger ind i stuen. I det samme viser Fru Inger
Gyldenløve
sig i døren til riddersalen. Alle tier pludseligt.)
Fru Inger.
Hvad vil I mig?
s. 21
Ejnar Huk.
Vi søgte eder, højbårne frue, for at –
Fru Inger.
Nu vel, – sig frem!
Ejnar Huk.
Nå, det er jo en ærlig sag. Kort og godt,
– vi kommer for at bede eder om orlov og
våben –
Fru Inger.
Orlov og våben? Hvortil?
Ejnar Huk.
Der er kommet det rygte over fra Sverig,
at almuen har rejst sig i Dalarne og stævner
imod kong Gustav –
Fru Inger.
Har almuen i Dalarne?
Ejnar Huk.
Ja, så går ordet, og det skal være ganske
sikkert.
Fru Inger.
Nu, – om så var, – hvad har da I med
Dalkarlernes rejsning at gøre?
Bønderne.
Vi vil med! Vi vil hjælpe til! Fri os selv!
Fru Inger
(sagte).
Ah, skulde tiden være kommen!
s. 22
Ejnar Huk.
Fra alle de norske grænsebygder stryger
bønder indover til Dalarne. Selv fredløse mænd,
som har vanket vildsomt år for år i fjeldet, de
vover sig nu ned til gårdene igen, søger folk og
sliber eggen på sine rustne værger.
Fru Inger
(efter et ophold).
Hør, – sig mig, har I tilfulde betænkt jer?
Har I regnet efter, hvad det vilde koste jer,
hvis kong Gustavs mænd skulde sejre?
Bjørn
(sagte og bønligt til fru Inger).
Regn efter, hvad det vil koste Dansken,
hvis kong Gustavs mænd skulde tabe.
Fru Inger
(afvisende).
Det regnestykke er ikke min sag.
(hun vender sig til mængden.)
I véd, kong Gustav kan håbe på sikker
bistand fra Danmark. Kong Fredrik er hans ven,
og han vil visselig ikke lade ham i stikken –
Ejnar Huk.
Men dersom nu bønderne rejste sig trindt
om i hele Norges land? Dersom vi rejste os alle
tilhobe,– herskabsfolk og almue? – Ja, fru
Inger Gyldenløve, nu tror jeg næsten lejligheden
er kommen, som vi har ventet på. Bryder det
nu løs, så må de fremmede ud af landet.
s. 23
Bønderne.
Ja, ud med de danske fogder! Ud med de
fremmede herremænd! Ud med rigsrådernes
svende!
Fru Inger
(sagte).
O, malm er der i dem; – men dog, dog –!
Bjørn
(hen for sig).
Hun er tvivlrådig. (til Eline.) Hvad gælder det,
jomfru Eline, – I har forsyndet jer i dommen
over eders moder.
Eline.
Bjørn, – jeg kunde rive mine øjne ud af
hovedet, ifald de havde løjet for mig!
Ejnar Huk.
Ser I vel, min højbårne frue, – først gælder
det kong Gustav; er han gjort magtløs, så vil
ikke Danskerne kunne holde sig længe her i
landet –
Fru Inger.
Og så?
Ejnar Huk.
Så er vi fri; vi har ingen fremmede over-
herrer mere, og kan kåre os en konge selv,
ligesom Svenskerne gjorde før os.
Fru Inger
(levende).
En konge selv! Tænker du på Sture-slægten?
s. 24
Ejnar Huk.
Kong Kristjern, og andre efter ham, har
gjort ryddigt hus rundt om på odels-sæderne.
De bedste blandt vore herremænd vanker fred-
løse på fjeldstien, hvis de endnu er til. Men det
turde vel hænde sig alligevel, at der kunde findes
en eller anden ætling af de gamle slægter, som –
Fru Inger
(hurtigt).
Det er nok, Ejnar Huk! Det er nok! (hen for
sig.)
Ah, mit dyreste håb!
(hun vender sig til bønderne og husfolkene.)
Jeg har nu formanet jer, så godt jeg kunde.
Jeg har sagt jer, hvor stor en fare I vover jer
ind i. Men dersom I er så faste i eders forsæt,
så vilde det vel være dårligt af mig at forbyde
jer, hvad I jo på egen hånd kunde sætte igennem.
Ejnar Huk.
Vi har altså eders minde til at –?
Fru Inger.
I har eders egen faste vilje; spørg den til-
råds. Er det så, som I siger, at I dagligen
plages og trykkes – –. Jeg véd så lidet om
disse ting. Jeg vil ikke vide mere! Hvad kan jeg,
en enlig kvinde –? Selv om I vilde plyndre
riddersalen –; og der findes mangt et brugeligt
værge derinde –; I har jo hele magten på Østråt
ikveld. I får gøre, hvad eder lyster. God nat!
(Mængden bryder ud i høje glædesråb. Der tændes lys og hus-
karlene henter allehånde våbenstykker ind fra salen.)
s. 25
Bjørn
(griber fru Ingers hånd idet hun vil gå).
Tak, min ædle og stormodige frue! Jeg, som
har kendt jer lige fra barneårene, jeg har aldrig
tvivlet på jer.
Fru Inger.
Stille, Bjørn, – det er et farefuldt spil, jeg
har vovet i denne kveld. – For de andre gælder
det kun livet; men for mig – tusende gange
mere; tro mig!
Bjørn.
Hvorledes? Ængstes I for eders magt og
for eders gode forståelse med –?
Fru Inger.
Min magt? O, Gud i himlen!
En huskarl
(kommer fra salen med et stort sværd).
Se, her er en rigtig ulvetand! Med den
skal jeg flænge blodsugernes svende.
Ejnar Huk
(til en anden huskarl).
Hvad har du fundet der?
Huskarlen.
Brystpladen, som de kalder for Herlof Hytte-
fads.
Ejnar Huk.
Den er for god til dig; – se, her har jeg
landsestagen efter Sten Sture; hæng pladen på
s. 26

den, så fører vi det gildeste hærmærke, nogen
mand vil forlange.
Hustjeneren Finn
(med et brev i hånden, kommer fra døren til venstre og går hen
imod fru Inger)
.
Jeg har ledt efter eder i alle stuer –
Fru Inger.
Hvad vil du?
Finn
(rækker hende brevet).
En svend fra Trondhjem har bragt brev og
bud til eder.
Fru Inger.
Lad os se! (idet hun åbner brevet.) Fra Trondhjem?
Hvad kan det gælde? (gennemløber skrivelsen.) Hjælp,
Krist! Fra ham! Og her i landet – –
(hun læser videre i stærk bevægelse, medens mændene vedbliver
at hente våben ind fra salen.)
Fru Inger
(hen for sig).
Han kommer altså hid. Han kommer hid
i denne nat. – Ja, så gælder det at kæmpe
med kløgt og ikke med sværd.
Ejnar Huk.
Nok, nok, I gode bønder; nu mener jeg vi
er vel rustede. Nu kan vi lægge ivej!
Fru Inger
(med en hurtig vending).
Ingen mand må forlade gården inat!
s. 27
Ejnar Huk.
Men, min ædle frue, nu er vinden os føjelig;
vi stryger indover fjorden og –
Fru Inger.
Det bliver, som jeg har sagt.
Ejnar Huk.
Skal vi da bie til imorgen?
Fru Inger.
Både til imorgen og længere. Ingen væbnet
mand får lov til at forlade Østråt for det første.
(Der fornemmes uvilje iblandt mængden.)
Nogle af bønderne.
Vi går alligevel, fru Inger!
Mange flere.
Ja, ja; vi går alligevel!
Fru Inger
(et skridt nærmere).
Hvem vover det?
(alle tier; efter et øjebliks ophold tilføjer hun:)
Jeg har tænkt for jer. Hvad véd I ringe
mænd af almuen om landets sager? Hvor kan I
tage jer for at dømme om sligt? I får se at tåle
tryk og tyngsler en stund endnu. Det kan vel
ikke gå jer for nær, når I betænker, at selv os,
herreslægterne, bydes der ikke bedre kår nutil-
dags. – – Bær alle våben ind i salen igen.
Siden skal I få min vilje at vide. Gå ud!
(Husfolkene bringer våbenstykkerne bort, hvorefter hele flokken
fjerner sig gennem døren til højre.)
s. 28
Eline
(sagte til Bjørn).
Mener du endnu, at jeg har forsyndet mig i
dommen over – fruen på Østråt?
Fru Inger
(vinker Bjørn til sig og siger):
Hold et gæstekammer rede.
Bjørn.
Vel, fru Inger!
Fru Inger.
Og porten åben for enhver, som måtte
banke på.
Bjørn.
Men –?
Fru Inger.
Porten åben!
Bjørn.
Porten åben.
(han går ud til højre.)
Fru Inger
(til Eline, som allerede er i døren til venstre).
Bliv her! – – Eline; – mit barn, – jeg
har noget at sige dig i enrum.
Eline.
Jeg hører eder.
Fru Inger.
Eline, – – du tror ilde om din moder.
Eline.
Jeg tror, hvad eders færd så kvidefuldt
tvinger mig til at tro.
s. 29
Fru Inger.
Og du svarer mig, som dit umilde sind byder.
Eline.
Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt
fra jeg var barn af havde jeg vant mig til at se
på eder som på en stor, højsindet kvinde. Lig
eder tænkte jeg mig hine kvinder, hvorom der
står at læse i krønikerne og i Kæmpe-bogen.
Det tyktes mig, som om Gud Herren selv havde
sat sit tegn på eders pande og mærket jer som
den, der skulde lede de rædde og de rådvilde.
I højsalen sang riddere og herremænd eders pris;
og selve almuen, nær og fjern, kaldte eder landets
håb og støtte. Og alle mente de, at gennem eder
skulde de gode tider komme igen! Alle mente
de, at med eder skulde der komme som en ny
dag over os. Det er endnu nat; og snart véd
jeg ikke længer, om jeg tør tro, at nogen morgen
kommer med eder.
Fru Inger.
Det ligger nær at skønne, hvor du henter
slige giftige ord fra. Det er båret dig for øre,
hvad den tankeløse hob hvisker og mumler om
ting, som den lidet kan dømme om.
Eline.
I mængdens mund er sandhed, sagde I
dengang, da eders pris lød i sang og tale.
Fru Inger.
Lad så være. Men om jeg også valgte at
s. 30

sidde uvirksom her, skønt det stod til mig at
handle, – tror du da ikke, at slige kår var mig
en byrde, tung nok, uden at du skulde hobe
stene på den?
Eline.
De stene, jeg hober på eders byrde, knuger
mig lige så tungt som eder. Let og fri trak jeg
livsens ånde, så længe jeg havde eder at tro på.
Thi for at leve må jeg kende mig stolt; og det
vilde jeg været med rette, dersom I var bleven,
hvad I engang var.
Fru Inger.
Og hvad borger dig for, at jeg ikke er det?
Eline, – hvoraf véd du så visst, at du ikke gør
din moder uret?
Eline
(frembrydende).
O, hvis jeg gjorde det!
Fru Inger.
Stille! Du har ingen ret til at kræve regn-
skab af din moder. – Med et eneste ord kunde
jeg – –; dog, det vilde ikke være godt for
dig at høre; du må vente, hvad tiden bringer
med sig; kan hænde, at –
Eline
(idet hun vil gå).
Sov vel, min moder!
Fru Inger
(nølende).
Nej, – bliv hos mig; der er endnu noget,
s. 31

som – – Kom nærmere; – du må høre mig,
Eline!
(hun sætter sig ved bordet foran vinduet.)
Eline.
Jeg hører eder.
Fru Inger.
Så taus du også er, så véd jeg dog for
visst, at du mere end engang længes bort herfra.
Det er dig for ensomt og for øde på Østråt.
Eline.
Hvor kan det undre jer, min moder?
Fru Inger.
Det står til dig selv, om det herefterdags
skal vorde anderledes.
Eline.
Hvordan?
Fru Inger.
Hør mig. – I denne nat venter jeg en gæst
til gården.
Eline
(nærmere).
En gæst?
Fru Inger.
En gæst, som må være fremmed og ukendt.
Ingen tør vide, hvorfra han kommer eller hvor
han går hen.
Eline
(kaster sig med et glædesskrig ned for hende og griber hendes
hænder)
.
Min moder! Min moder! Forlad mig al min
uret imod jer, hvis I kan det!
s. 32
Fru Inger.
Hvad mener du? – Eline, jeg forstår dig ikke.
Eline.
Så har de da alle taget fejl? I er da endnu
trofast i hjertet!
Fru Inger.
Men så rejs dig, – og sig mig –
Eline.
O, tror I da ikke jeg véd, hvem gæsten er?
Fru Inger.
Du véd det? Og alligevel – –?
Eline.
Tænker I da, Østråts porte har været så
tæt stængte, at ikke et jammers-rygte engang
skulde smutte indenfor? Mener I ikke jeg véd,
at mangen ætling af de gamle slægter vanker
som fredløs mand, uden ly og leje, medens de
danske herrer råder på hans fædres gård?
Fru Inger.
Og så? Hvad mere?
Eline.
Jeg véd godt, at mangen højbåren ridder
jages som sulten ulv i skogen. Han har ikke
arnested at hvile ved, ikke brød at bide –
Fru Inger
(koldt).
Det er nok! Nu forstår jeg dig.
s. 33
Eline
(vedblivende).
Og derfor åbner I Østråts porte ved nattetid!
Derfor må han være fremmed og ukendt, han,
denne gæst, om hvem ingen bør vide, hvorfra
han kommer eller hvor han går hen! I trodser
det strænge herrebud, som nægter jer at huse
den forfulgte, og at stå ham bi med ly og pleje –
Fru Inger.
Det er nok, siger jeg!
(hun tier lidt og tilføjer med overvindelse:)
Du fejler, Eline; – det er ingen fredløs
mand jeg venter.
Eline
(rejser sig).
Så har jeg visselig kun ilde forstået eder.
Fru Inger.
Hør mig, mit barn! Men hør mig med
overlæg; hvis du ellers mægter at tæmme dit
vilde sind.
Eline.
Jeg skal være tam, til I har udtalt.
Fru Inger.
Så hør efter, hvad jeg har at sige dig. –
Jeg har, så vidt det stod i min magt, søgt at
holde dig uvidende om al den nød og vånde,
som vi nu er stædt i. Thi hvad kunde det både,
om jeg dryssed sorg og harm i din unge sjæl?
Det er ikke gråd og kvindeklynk, som skal
Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.
3

s. 34

fri os ud af trængslerne. Der kræves mod og
mandskraft.
Eline.
Hvo har sagt jer, at jeg ikke ejer mod og
mandskraft, når det gøres behov?
Fru Inger.
Stille, barn; – jeg kunde tage dig på ordet.
Eline.
Hvordan, min moder?
Fru Inger.
Jeg kunde kræve begge dele af dig; jeg
kunde –; dog, lad mig først få tale til ende.
Du må da vide, at den tid tykkes nærme
sig, som det danske rigsråd gennem mange år
har virket for, – den tid, mener jeg, da de kan
give vore rettigheder og vor frihed det sidste
stød. Se, derfor gælder det –
Eline
(livfuldt).
At slå løs, min moder?
Fru Inger.
Nej; det gælder at vinde råderum. I Køben-
havn er rådet nu forsamlet for at overlægge,
hvorledes de bedst kan gribe sagen an. De fleste
skal være af den mening, at tvistighederne ikke
kan bilægges, så længe ikke Norsk og Dansk er
ét; thi dersom vi beholder vore rettigheder som
et frit rige, når nyt kongevalg engang skal foregå,
s. 35

så er det rimeligt, at fejden bryder åbenbart ud.
Se, dette vil de danske herrer forhindre –
Eline.
Ja, de vil forhindre det, – ja! Men skal
vi tåle sligt? Skal vi roligt se til, at –?
Fru Inger.
Nej, vi skal ikke tåle det. Men at bruge
våben, – at træde frem i åben dyst, – hvor
vilde det bære hen, så længe vi ikke alle er
enige? Og stod det nogen tid værre til med
enigheden hertillands, end netop nu? – Nej,
skal vi kunne udrette noget, så må det ske i
løndom og stilhed. Vi må, som jeg siger dig,
få stunder til at område os. I det søndre Norge
er en god del af adelen for de Danske; men her
nordenfjelds er det endnu tvivlsomt. Derfor har
kong Fredrik skikket en af sine højst betroede
mænd herop, for med egne øjne at forvisse sig
om, hvordan vi er sindede.
Eline
(spændt).
Nu; – og så –?
Fru Inger.
Denne ridder kommer hid til Østråt inat.
Eline.
Herhid? Og inat?
Fru Inger.
Et købmandsskib bragte ham igår til Trond-
3*

s. 36

hjem. For nylig fik jeg det budskab, at han
vil gæste mig. Inden en time kan han ventes.
Eline.
Og I betænker ikke, min moder, hvad I
udsætter eders rygte for, ved at tilstede den
danske udsending et sligt møde? Er ikke almuen
heromkring allerede mistroisk nok imod eder?
Hvor kan I håbe, at den engang vil lade sig
lede og råde af eder, når det spørges, at –
Fru Inger.
Vær ubekymret. Alt dette har jeg fuldelig
betænkt; men det har ingen nød. Hans ærende
her i landet er en hemmelighed; derfor er han
kommen som fremmed til Trondhjem; og som
fremmed og ukendt vil han også gæste Østråt.
Eline.
Og denne danske herres navn –?
Fru Inger.
Det klinger godt, Eline! Danmarks adel har
knapt noget bedre at nævne.
Eline.
Men hvad har I så isinde? Endnu har jeg
ikke fattet eders mening.
Fru Inger.
Du vil snart begribe. – Da vi ikke kan
søndertræde ormen, så må vi binde den.
Eline.
Vogt jer vel, at ikke snoren brister.
s. 37
Fru Inger.
Det kommer an på dig, hvor fast den skal
strammes.
Eline.
På mig?
Fru Inger.
Længe har jeg mærket, at Østråt er dig et
fangebur. Det huger ikke en ung falk at sidde
imellem jernstænger.
Eline.
Min vinge er stækket. Gav I mig end fri,
– det vilde kun lidet både mig.
Fru Inger.
Din vinge er ikke stækket, længer end du
selv vil.
Eline.
Vil? Min vilje er i eders hænder. Bliv
ved at være, hvad I var, så vil også jeg –
Fru Inger.
Nok derom. Hør mig videre. – At drage
fra Østråt vil neppe være dig meget imod.
Eline.
Kan hænde, min moder!
Fru Inger.
Du har engang sagt mig, at du levede dit
gladeste liv i dine eventyr og krøniker. Dette
liv kunde vende tilbage for dig.
s. 38
Eline.
Hvad mener I?
Fru Inger.
Eline, – hvis nu en mægtig riddersmand
kom og førte dig til sin borg, hvor du fandt
terner og svende, silkeklæder og høje sale?
Eline.
En ridder, siger I?
Fru Inger.
En ridder.
Eline
(sagtere).
Og den danske udsending kommer hid inat.
Fru Inger.
Inat.
Eline.
Hvis så er, da ræddes jeg for at tyde
eders ord.
Fru Inger.
Der er intet at ræddes for, ifald du ikke
vil mistyde dem. Det er visselig ikke min agt
at tvinge dig. Efter eget tykke skal du vælge
og råde selv i denne sag.
Eline
(et skridt nærmere).
Har I hørt om hin moder, der kørte over
fjeldet ved nattetid med sine småbørn i slæden?
Ulveflokken fulgte hende i sporet; det gjaldt liv
s. 39

eller død; – og hun kasted sine små bagud
efter sig, en for en, for at vinde tid og frelse
sig selv.
Fru Inger.
Eventyr! En moder rev hjertet af sit bryst,
før hun kasted sit barn for ulvene!
Eline.
Hvis jeg ikke var min moders datter, så
skulde jeg give eder ret. Men I er som hin
moder; og eders døtre har I kastet ud for ulvene,
en for en. Først kasted I den ældste. For fem
år siden drog Merete fra Østråt; nu sidder hun
i Bergen som Vinzents Lunges hustru. Men tror
I, hun er lykkelig som den danske ridders frue?
Vinzents Lunge er mægtig, fast som en konge;
Merete har terner og svende, silkeklæder og høje
sale; men dagen har ingen sol for hende, og
natten ingen hvile; thi hun har aldrig været ham
god. Han kom hid, han bejled til hende, fordi
hun var Norges rigeste arving, og fordi han den-
gang trængte til at få fast fod i landet. Jeg véd
det; jeg véd det tilfulde! Merete var eder hørig;
hun fulgte den fremmede herre. Men hvad har
det kostet hende? Flere tårer, end en moder
skulde ønske at svare til på dommens dag!
Fru Inger.
Jeg kender mit regnskab, og det skrækker
mig ikke.
s. 40
Eline.
Eders regnskab er ikke hermed tilende. Hvor
er Lucia, eders andet barn?
Fru Inger.
Spørg Gud, som tog hende.
Eline.
Eder spørger jeg; thi det er eder, som skal
svare for, at hun måtte lade sit unge liv. Glad
var hun som en fugl om våren, da hun sejled
fra Østråt for at gæste Merete i Bergen. Et år
efter stod hun atter her i stuen; men da var
hendes kinder hvide, og døden havde ædt sig
ind i hendes bryst. Ja, I undres, min moder! I
mente nok, at denne stygge hemmelighed var
begraven med hende; – men hun har sagt mig
alt. En høvisk ridder havde vundet hendes
hjerte. Han vilde ægte hende. I vidste, at det
gældte hendes ære. Men I blev ubøjelig, – og
eders barn måtte dø. I ser, jeg véd det alt!
Fru Inger.
Alt? Så har hun vel også sagt dig hans navn?
Eline.
Hans navn? Nej; hans navn har hun ikke
sagt mig. Hun havde ligesom en stingende rædsel
for hans navn; – hun nævnte det aldrig.
Fru Inger
(lettet, hen for sig).
Ah, så véd du dog ikke alt. – –
s. 41
Eline; – den sag, du nu har rørt ved, var
mig fuldt ud vitterlig. Men der er noget ved
sagen, hvad du kanské ikke har givet agt på:
Hin herremand, som Lucia traf i Bergen, var en
Dansk –
Eline.
Også det véd jeg.
Fru Inger.
Og hans kærlighed var en løgn. Ved list
og glatte ord havde han besnæret hende.
Eline.
Jeg véd det; men hun havde ham kær
alligevel; og havde I havt en moders hjerte, så
var eders barns ære gået for alt.
Fru Inger.
Ikke for hendes lykke. Tror du, at jeg, med
Meretes lod for øjnene, vilde ofre mit andet barn
til en mand, som ikke var hende god?
Eline.
Kløgtige ord dårer så mangt et sind; men
mig dårer de ikke. –
Tro ikke, at jeg er så ganske fremmed for
hvad der går for sig rundt om i landet. Tilfulde
skønner jeg eders færd. Jeg véd godt, at de
danske herremænd ikke har nogen fuldtro ven i
jer. I hader dem måské; men I frygter dem til-
lige. Den gang I gav Merete til Vinzents Lunge,
havde de danske herrer overmagten på alle kanter
s. 42

i landet. Tre år efter, da I forbød Lucia at ægte
ham, til hvem hun havde knyttet sit liv, skønt
han havde forlokket hende, – da stod sagerne
helt anderledes. Kongens danske fogder havde
øvet skændige ugerninger imod almuen, og I
fandt det ikke rådeligt at knytte jer fastere, end
sket var, til de fremmede voldsmænd.
Og hvad har I vel gjort for at hævne hende,
der måtte dø så ung? I har intet gjort. Nu vel;
jeg skal handle for jer; jeg skal hævne al den
forsmædelse, der er overgået vort folk og vor æt!
Fru Inger.
Du? Hvad har du isinde?
Eline.
Jeg går min vej, ligesom I går eders.
Hvad jeg har isinde, véd jeg ikke selv; men
jeg føler kræfter i mig til at vove alt for vor
retfærdige sag.
Fru Inger.
Da vil du få en hård dyst at bestå. Jeg
har engang lovet det samme som du, – og mit
hår er grånet under byrden af mit løfte.
Eline.
God nat! Eders gæst kan ventes; og ved
det møde er jeg tilovers.
Måské det endnu er tid for eder – –; nu,
Gud styrke og lede eders færd! Glem ikke at
mange tusenders øjne vogter på eder. Tænk på
s. 43

Merete, som græder sent og tidligt over sit for-
spildte liv. Tænk på Lucia, som sover i den
sorte kiste.
Og endnu et. Glem ikke, at i denne nat
spiller I brikkespil om eders sidste barn.
(hun går ud til venstre.)
Fru Inger
(ser en stund efter hende.)
Mit sidste barn? Der talte du sandere, end
du selv vidste. – – Men det gælder ikke mit
barn alene. Hjælp mig Gud; i denne nat spilles
brikkespil om hele Norges rige.
Ah, – rider der ikke nogen gennem borge-
ledet?
(hun lytter ved vinduet.)
Nej; endnu ikke. Det var kun vinden.
Gravkoldt blæser det. – –
Har Gud Herren ret til dette? – Danne
mig til kvinde, – og så læsse en mandsdåd på
mine skuldre.
For jeg har landets velfærd i mine hænder.
Det står i min magt at rejse dem alle som en
mand. Det er fra mig de venter tegnet; og
giver jeg det ikke nu, så sker det – kanské
aldrig.
Nøle? Ofre de mange for den enes skyld?
– Var det ikke bedre, ifald jeg kunde – –?
Nej, nej, nej, – jeg vil det ikke! Jeg kan
det ikke!
(hun kaster et stjålent blik imod riddersalen, vender sig bort
som i angst og siger hviskende:)
s. 44
Nu er de derinde igen. Blege spøgelser; –
døde fædre; faldne frænder. – Fy; disse borende
øjne fra alle krogene!
(hun slår bagover med hånden og skriger:)
Sten Sture! Knut Alfsøn! Olaf Skaktavl!
Vig, – vig! Jeg kan ikke dette!
(En fremmed, stærkbygget mand med gråsprængt hår og skæg,
klædt i en forreven lammeskindskjortel og med rustne våben,
er trådt ind fra riddersalen.)
Den fremmede mand
(standser ved døren og siger dæmpet:)
Hil eder, fru Inger Gyldenløve!
Fru Inger
(vender sig med et skrig).
Ah, fri mig Krist i himlen!
(hun falder om i stolen. Den fremmede mand stirrer på hende,
ubevægelig, lænet til sit sværd.)

ANDEN HANDLING.

(Stuen på Østråt, ligesom i forrige handling.)
(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet tilhøjre foran vinduet.
Olaf Skaktavl står et stykke fra hende. Begges ansigter for-
råder, at en stærkt bevæget samtale har fundet sted.)
Olaf Skaktavl.
For sidste gang, Inger Gyldenløve, – I er
altså urokkelig i eders forsæt?
Fru Inger.
Jeg kan ikke andet. Og mit råd til eder
er: gør I ligesom jeg. Er det himlens vilje, at
Norge rent skal gå under, så går det under,
hvad enten vi støtter det eller ej.
Olaf Skaktavl.
Og med den tro mener I, at jeg skal slå
mig tiltåls? Jeg skulde roligt sidde og se til, nu,
da timen er kommen? Har I glemt, hvad jeg
har at hævne? Mit jordegods har de røvet og
stykket ud imellem sig. Min søn, mit eneste
barn, sidste ætlingen af min slægt, slog de ihjel
for mig som en hund. Mig selv har de i tyve
år jaget fredløs i skog og fjeld. – Rygtet har
s. 46

sagt mig død mere end en god gang; men jeg
har nu den tro, at de ikke skal få lagt mig i
jorden, før jeg har taget hævn.
Fru Inger.
Så har I et langt liv ivente. Hvad vil I
da gøre?
Olaf Skaktavl.
Gøre? Hvad véd jeg, hvad jeg vil gøre?
Jeg har aldrig givet mig af med at lægge anslag
op. Det er det, som I skal hjælpe mig med.
I er kløgtig nok til det. Jeg har kun to arme
og mit værge.
Fru Inger.
Eders værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle
værger i Norge er rustne.
Olaf Skaktavl.
Det er vel derfor, at visse folk bare strider
med tungen. – Inger Gyldenløve, – I har stærkt
forandret eder. Der var en tid, da der slog et
mandshjerte i eders bryst.
Fru Inger.
Mind mig ikke om, hvad der var.
Olaf Skaktavl.
Og dog er det derfor jeg er kommen til
jer. I skal høre mig, om så –
Fru Inger.
Nu vel; men gør det kort; thi, – ja, jeg
s. 47

må da sige jer det, – det er utrygt for eder
her på gården.
Olaf Skaktavl.
På Østråt gård er det utrygt for den fred-
løse? Det har jeg længe vidst. Men I glemmer
nok, at fredløs mand er utryg, hvor han end
vanker.
Fru Inger.
Så tal; jeg skal ikke formene jer det.
Olaf Skaktavl.
Det er nu snart treti år siden jeg så eder
for første gang. Det var på Akershus hos Knut
Alfsøn og hans frue. Dengang var I endnu fast
et barn; men dog var I kæk som en jagende
falk, og derhos stundom både vild og ustyrlig.
Mange var de, der bejled om eder. Også mig
var I kær, – kær, som ingen kvinde har været
det før eller siden. Men I havde kun et øje-
mærke og en tanke. Det var tanken på rigets
ulykke og store nød.
Fru Inger.
Jeg var femten sommere gammel, – husk
det! Og var det ikke, som om et vildsind havde
grebet os allesammen i hine dage?
Olaf Skaktavl.
Kald det for hvad jer tykkes. Men det véd
jeg: de gamle og erfarne blandt os mente, det
stod skrevet hist oppe hos Vorherre, at I var
s. 48

den, som skulde bryde trældommen og give os
alle vore rettigheder tilbage. Og det véd jeg
også: I selv tænkte dengang det samme.
Fru Inger.
Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl!
Det var hovmod og ikke Herrens kald, der talte
gennem mig.
Olaf Skaktavl.
I kunde blevet den udkårne, ifald I havde
villet. I stammed fra Norges ædleste ætter; I
havde magt og rigdom ivente; og I havde øre
for klageskrigene – dengang. – –
Mindes I hin eftermiddag, da Hendrik Krum-
medike kom med danske flåden for Akershus?
Skibsherrerne bød mindeligt forlig; og tryg ved
lejdebrevet lod Knut Alfsøn sig ro ombord. Tre
timer efter bar vi ham ind gennem slotsporten –
Fru Inger.
Som lig; som lig!
Olaf Skaktavl.
Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes
lejesvende fældte ham. Endnu tykkes det mig,
at jeg ser det lange tog, som skred ind i ridder-
salen, sorgtungt og par for par. Der lå han på
båren, med øksehugget over panden, så hvid
som en vårsky. Jeg tør vel sige, at Norges
gæveste mænd var samlet der hin nat. Fru
Margrete stod ved sin døde husbonds hoved, og
s. 49

alle, alle svor vi at vove velfærd og liv for at
hævne både denne sidste ugerning og alt det
øvrige. – Inger Gyldenløve, – hvem var det,
som da brød sig vej gennem mændenes kreds?
En ungmø, – fast endnu et barn, – med ild
i øjet og med grådfyldt mæle. – Hvad svor
hun? Skal jeg gentage eders ord?
Fru Inger.
Jeg svor, hvad I andre svor; hverken mere
eller mindre.
Olaf Skaktavl.
I husker eders ed – og har dog glemt den.
Fru Inger.
Og hvorledes holdt de andre, hvad de havde
lovet? Jeg taler ikke om eder, Olaf Skaktavl,
men om eders venner, al Norges adel. Der er
ikke en af dem, i alle disse år, som har havt
mod til at være mand; og dog lægger de mig
til last, at jeg er en kvinde.
Olaf Skaktavl.
Jeg véd, hvad I vil sige. Hvorfor de har
underkastet sig, istedet for at byde voldsmændene
trods til det sidste? Vel sandt; der er uselt malm
i vore slægter nutildags; men havde der været
samhold imellem dem, – hvem véd, hvad der
da vilde sket? Og I kunde have holdt dem sam-
men; thi for eder havde de alle bøjet sig.
Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.
4
s. 50
Fru Inger.
Let kunde jeg svare eder; men I vilde vel
neppe tage mit svar for gyldigt. Lad os derfor
ikke videre tale om, hvad der ej står til at
ændre. Kom heller frem med, hvad der nærmest
fører eder til Østråt. Trænger I til ly? Nu vel;
jeg skal prøve på at skjule eder. Har I andre
ting behov, så sig det; I skal finde mig rede –
Olaf Skaktavl.
I tyve år har jeg været hjemløs. På Jæmte-
landsfjeldet er mit hår bleven gråt. Jeg har
lånt hus hos ulv og bjørn. – I ser, fru Inger,
jeg trænger eder ikke; men både adel og
almue har eder behov.
Fru Inger.
Det gamle omkvæd.
Olaf Skaktavl.
Ja, det klinger ilde i eders øren, det véd
jeg nok; men I får høre det alligevel. Kort og
godt: jeg kommer fra Sverig. Der er uro på-
færde. I Dalarne skal det bryde løs.
Fru Inger.
Jeg véd det.
Olaf Skaktavl.
Peder Kanzler er med, – men hemmeligt,
forstår I.
Fru Inger
(studsende).
Ja så?
s. 51
Olaf Skaktavl.
Det er ham, som har skikket mig til Østråt.
Fru Inger
(rejser sig).
Peder Kanzler, siger I?
Olaf Skaktavl.
Han selv; – eller, kan hænde, I kender
ham ikke længer?
Fru Inger
(halvt hen for sig).
Kun altfor vel! –
Men sig mig, jeg beder jer, – hvad bud-
skab bringer I?
Olaf Skaktavl.
Da ufredsrygtet spurgtes oppe på grænse-
fjeldene, hvor jeg holdt til, så tog jeg straks
afsted indover til Sverig. Jeg kunde nok tænke
mig, at Peder Kanzler havde sin hånd med i
legen. Jeg søgte ham op og bød ham min
bistand; – han har kendt mig i tidligere dage,
som I véd. Han vidste, jeg var at lide på; og
så skikked han mig hid.
Fru Inger
(utålmodig).
Ja visst, ja visst, – han skikked eder hid
for at –?
Olaf Skaktavl
(hemmelighedsfuldt).
Fru Inger, – der kommer en fremmed til
Østråt inat.
4*
s. 52
Fru Inger
(overrasket).
Hvorledes? Véd I, at –?
Olaf Skaktavl.
Ja vel véd jeg. Jeg véd alt. Det er jo for
at træffe ham, at Peder Kanzler skikked mig hid.
Fru Inger.
Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl, – umuligt!
Olaf Skaktavl.
Som jeg siger jer. Hvis han ikke er kommen,
så vil det ikke vare længe, førend –
Fru Inger.
Nej, ganske sikkert; men –
Olaf Skaktavl.
Så I var da beredt på hans komme?
Fru Inger.
Ja visst. Han har skikket mig budskab derom.
Det var derfor I slap ind, så snart I banked på.
Olaf Skaktavl
(lyttende).
Hys; – der rider nogen henover vejen.
(han går til vinduet.)
Porten lukkes op.
Fru Inger
(ser ud).
Det er en ridder og hans svend. De stiger
af i gården.
s. 53
Olaf Skaktavl.
Det er altså ham. Hans navn?
Fru Inger.
I véd ikke hans navn?
Olaf Skaktavl.
Peder Kanzler vægred sig ved at nævne det.
Han sagde kun, at udsendingen skulde møde mig
på Østråt tredje kvelden efter Mortens-messe –
Fru Inger.
Rigtig; det er just som ikveld.
Olaf Skaktavl.
Han skulde bringe brevskaber med. Af
dem og af eders egen mund kunde jeg erfare,
hvem han var.
Fru Inger.
Så lad mig følge jer til eders gæstekammer.
I trænger til at kvæge og hege jer. Den frem-
mede herre skal I snart få itale.
Olaf Skaktavl.
Nu, hvis I så lyster.
(de går begge ud til venstre.)
(Efter et kort ophold kommer hustjeneren Finn forsigtigt ind
gennem døren til højre, ser sig om i værelset, kiger ind i ridder-
salen, går så tilbage til døren igen og giver et tegn til nogen
udenfor. Derefter træder rigsråden Nils Lykke og den svenske
befalingsmand, herr Jens Bjelke
, ind i stuen.)
Nils Lykke
(dæmpet).
Ingen?
s. 54
Finn
(ligeså).
Nej, herre!
Nils Lykke.
Og vi kan jo sikkert forlade os på dig i
et og alt?
Finn.
Befalingsmanden i Trondhjem har stedse
givet mig skudsmål for at være pålidelig.
Nils Lykke.
Vel, vel; det har han også sagt mig. Altså,
først og fremst, – er nogen fremmed kommet
herhid til Østråt før os iaften?
Finn.
Ja, for en time siden kom her en fremmed
mand.
Nils Lykke
(dæmpet til Jens Bjelke).
Han er her.
(vender sig atter til Finn.)
Vilde du kunne genkende ham? Har du
set ham?
Finn.
Nej, det har nok ingen uden portvægteren,
såvidt jeg véd. Han blev straks stedet for fru
Inger, og hun –
Nils Lykke.
Nu? Hvad hun? Han er dog vel ikke alle-
rede borte igen?
s. 55
Finn.
Nej; men hun holder ham nok skjult inde
i en af sine egne stuer, for –
Nils Lykke.
Det er godt.
Jens Bjelke
(hvisker).
Altså først og fremst vagt for porten; så
har vi ham sikker.
Nils Lykke
(med et smil).
Hm!
(til Finn:)
Hør, sig mig, – gives der her på gården
nogen anden udgang, end gennem porten? Se
ikke så dumt paa mig! Jeg mener, – kan
nogen slippe usét bort fra Østråt, når borgeporten
holdes lukket?
Finn.
Ja, det véd jeg ikke. Der tales rigtignok
om løngange nedenunder i kælderne; men der
er nok ingen, som kender dem, uden fru Inger
selv; ja – og så kanske jomfru Eline.
Jens Bjelke.
Så, for djævelen!
Nils Lykke.
Det er godt. Du kan gå.
Finn.
Vel. Skulde I senere ville mig noget, så
s. 56

behøver I bare at lukke på den anden dør til
højre derinde i riddersalen; jeg skal da straks
være ved hånden.
Nils Lykke.
Godt.
(han peger mod døren til forgangen. Finn går ud.)
Jens Bjelke.
Hør, – véd I hvad, kære ven og bror, –
dette her bliver nok et lumpigt felttog for os
beggeto.
Nils Lykke
(smilende).
Å, – ikke for mig, håber jeg.
Jens Bjelke.
Så? For det første er der nu liden ære i
at gøre jagt på slig en opløben pojk, som denne
Nils Sture. Skal jeg tro han er klog eller galen,
efter den vis han har faret frem på? Først
sætte ondt blod i bønderne; love dem bistand
og guld og grønne skoge; – og så, når det
kommer til stykket, løbe sin vej og krybe i skjul
bag et kvindeskørt!
Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at
jeg fulgte eders råd og ikke gik frem efter mit
eget hoved.
Nils Lykke
(sagte).
Den anger kommer vel silde, min bror!
Jens Bjelke.
For, ser I, at ligge og rode efter grævlinger,
s. 57

det har nu aldrig været min lyst. Jeg havde
ventet mig noget helt andet. Nu har jeg trukket
afsted lige fra Jæmteland med mine ryttere; har
fået den trondhjemske befalingsmands brev for,
at jeg kan søge efter urostifteren overalt, hvor
jeg lyster. Alle spor tyder på, at han ætlede sig
til Østråt –
Nils Lykke.
Han er her! Han er her, siger jeg!
Jens Bjelke.
Ja, men hvad havde så været rimeligere
end at vi havde fundet porten både stængt og
under forsvarlig vagt? Gid vi havde; så kunde
jeg da fåt brug for mine krigsknægte –
Nils Lykke.
Men i det sted åbner man porten nok så
høfligt for os. Pas på; – svarer fru Inger
Gyldenløve til sit rygte, så lar hun det ikke
skorte sine gæster hverken på mad eller drikke.
Jens Bjelke.
For at snakke sig ifra mit ærend, ja! –
Hvor kunde I nu også få det indfald, at jeg
skulde lade mine ryttere blive tilbage en hel
fjerdingvej fra gården. Var vi kommen hid med
krigs-mandskab, så –
Nils Lykke.
Hun havde modtaget os som lige kærkomne
gæster for det. Men læg mærke til, at i så fald
s. 58

havde besøget gjort opsigt. Bønderne heromkring
vilde holdt det for en voldshandling imod fru
Inger; hun var da atter stegen i almuens gunst,
og, ser I, det er ikke rådeligt.
Jens Bjelke.
Kan vel være. Men hvad gør jeg nu? Grev
Sture er på Østråt, siger I. Ja, hvad hjælper det
mig? Fru Inger Gyldenløve har sagtens, ligesom
ræven, mange gemsler og flere end en udgang.
Her kan vi to enslige karle gå omkring og snuse
så længe vi vil. Gid djævlen havde hele sagen!
Nils Lykke.
Nu vel, kære herre, – hvis I ikke synes
om den vending, eders sendelse har taget, så
overlad slagmarken til mig.
Jens Bjelke.
Til jer? Hvad vil I da gøre?
Nils Lykke.
Kløgt og list turde måské her kunne ud-
rette, hvad vi ikke med våbenmagt kan sætte
igennem. – Nu, ærligt talt, herr Jens Bjelke, –
jeg har allerede havt noget sligt i tankerne lige
fra vi mødtes i Trondhjem igår.
Jens Bjelke.
Var det derfor I overtalte mig til at skille
mig ved krigsknægtene?
s. 59
Nils Lykke.
Både eders og mit ærend på Østråt kunde
jo fremmes bedst uden dem; og så –
Jens Bjelke.
Fanden besætte jer, – havde jeg nær sagt!
Og mig selv med! For jeg burde da vidst, at I
stændigt går med en ræv bag øret.
Nils Lykke.
Ja, men ser I, her kommer ræven vel tilpas,
hvis våbnene skal være lige på begge sider. Og
jeg må sige eder, at det er mig af højeste vigtig-
hed, at jeg skiller mig vel og i al stilhed fra min
sendelse. I skal vide, at min herre, kongen, var
mig lidet nådig, da jeg rejste. Han formente at
have sine grunde dertil, skønt jeg tror, at jeg
har tjent ham så nyttelig som nogen i mere end
et vanskeligt hverv.
Jens Bjelke.
Det skudsmål tør I frit give jer. Gud og
hvermand véd, at I er den slugeste djævel i alle
de tre riger.
Nils Lykke.
Å, jeg takker! Det vil nu ikke sige så stort.
Men det, jeg her går tilmødes, det regner jeg
rigtignok for en mesterprøve; thi her gælder det
at besnære en kvinde –
Jens Bjelke.
Ha-ha-ha! I det håndværk har I nok for
s. 60

længe siden gjort mesterprøve, kære bror! Mener
I ikke, vi kender visen i Sverig også?:
«Hver en skøn-jomfru sukker så mod, –
Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!»
Nils Lykke.
Ak, den vise gælder kvinder i tyveårs-alderen
og deromkring. Men fru Inger Gyldenløve er hen-
imod de femti og derhos snu som ingen anden.
Det vil holde hårdt at vinde bugt med hende.
Men det ske, – for enhver pris! Lykkes det
mig at forskaffe kongen visse fordele over hende,
dem han længe har eftertragtet, så kan jeg gøre
regning på at betroes sendelsen til Frankrig næste
vår. I véd vel, at jeg har tilbragt fulde tre år
ved højskolen i Paris? Hele min hug står did
ned igen, besynderligen hvis jeg kunde få frem-
træde i så højst ansélig egenskab som en konges
sendebud. – Nu, – ikke sandt, – I overlader
fru Inger til mig? Husk på, – dengang I sidst
gæsted hoffet i København, veg jeg pladsen for
eder hos mere end en ungmø –
Jens Bjelke.
Å, véd I hvad, – det ædelmod var nu ikke
så stort endda. I havde jo hals og hånd over
dem allesammen. Men ligemeget; siden jeg nu
engang har faret galt afsted, så ser jeg helst, at
I tar sagen på jer. Dog, det er et ord, – findes
den unge grev Sture på Østråt, så skaffer I ham
frem død eller levende!
s. 61
Nils Lykke.
Lyslevende skal I have ham. Jeg agter i al
fald ikke at slå ham ihjæl. Men nu må I altså
ride tilbage til eders folk. Hold landevejen besat.
Skulde jeg mærke noget mistænkeligt, så skal I
uopholdelig få kundskab derom.
Jens Bjelke.
Godt, godt. Men hvorledes slipper jeg ud –?
Nils Lykke.
Karlen, som var her, hjælper jer nok til-
rette. Men i al stilhed –
Jens Bjelke.
Forstår sig. Nå, – god lykke!
Nils Lykke.
Lykken har aldrig svigtet mig i dyst med
kvinder. Skynd jer nu!
(Jens Bjelke går ud tilhøjre.)
Nils Lykke
(står en stund stille, går lidt omkring i stuen, ser sig om; derpå
siger han dæmpet)
:
Så står jeg da omsider på Østråt. På dette
gamle herresæde, som et barn for to år siden
fortalte mig så meget om.
Lucia. Ja, for to år siden var hun endnu et
barn. Og nu, – nu er hun død. (han nynner med et
halvt smil:)
«Blomster brækkes, blomster visner – –»
(han ser sig om igen.)
Østråt. Det er, som om jeg havde set det
altsammen før; som om jeg var tilhuse her. –
s. 62

Derinde er riddersalen. Og nedenunder er –
gravkælderen. Der ligger nok Lucia også.
(sagtere, halvt alvorligt, halvt tvungent spøgende.)
Dersom jeg var en ræd mand, så kunde jeg
bilde mig ind, at da jeg satte foden indenfor
Østråts port, så vendte hun sig i kisten. Da jeg
gik over borggården, løfted hun på låget. Og
da jeg nys nævnte hendes navn, var det som
om en røst maned hende op af ligkælderen. –
Måské famler hun sig nu opad trappen. Svede-
dugen er hende ivejen; men hun famler sig frem
alligevel.
Hun er helt oppe i riddersalen! Hun står
og ser på mig bag dørstolpen!
(han kaster hovedet tilbage over skuldren, nikker og siger højt:)
Kom nærmere, Lucia! Snak lidt med mig!
Din moder lar mig vente. Det er kedeligt at
vente; – og du har hjulpet mig at fordrive så
mangen kedelig stund – –
(han farer med hånden over panden og går et par gange frem
og tilbage.)
Se så! – Rigtig; der er det dybe vindu
med forhænget. Der er det jo Inger Gyldenløve
plejer stå og stirre udover landevejen, som om
hun vented på en, der aldrig kommer. – Der-
inde – (han ser mod døren tilvenstre) der indenfor et-
steds ligger søster Elines stue. Eline? Ja, det
er Eline hun heder.
Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærk-
værdig, – så kløgtig og så djærv, som Lucia
sagde? Fager skal hun også være. Men til
s. 63

ægtehustru –? Så ligetil burde jeg ikke have
skrevet. – –
(han vil i tanker sætte sig ved bordet, men retter sig op igen.)
Hvorledes vil fru Inger modtage mig? –
Hun vil ikke svide gården af over os. Hun vil
ikke lokke mig ud på en falddør. Sådant med
knive bagfra vil hun hellerikke –
(han lytter mod salen.)
Aha!
Fru Inger Gyldenløve
(kommer ind gennem salsdøren og siger koldt:)
Jeg byder eder min hilsen, herr rigsråd, –
Nils Lykke
(bøjer sig dybt).
Ah, – Østråts frue!
Fru Inger.
– og min tak fordi I forud har ladet mig
vide eders komme.
Nils Lykke.
Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde
grunde til at formode, at mit komme vilde over-
raske eder –
Fru Inger.
I sandhed, herr rigsråd, deri har I ikke taget
fejl. Jeg havde visselig mindst af alle ventet at
se Nils Lykke som gæst på Østråt.
Nils Lykke.
Og endnu mindre havde I vel ventet, at han
skulde komme som ven?
s. 64
Fru Inger.
Som ven? I føjer spot til al den smerte og
skændsel, I har dynget over mit hus? Efter at
have lagt et barn i graven for mig, vover I
endnu –
Nils Lykke.
Tillad, fru Inger Gyldenløve, – i det stykke
kommer vi neppe til enighed; thi I tager ikke
med i beregningen, hvad jeg ved samme ulykke-
lige lejlighed tabte. Mine hensigter var ærlige.
Jeg var træt af mit ubundne liv; – over de
tredive år var jeg jo også allerede dengang; jeg
længtes efter at finde mig en god og from
hustru. Læg så dertil udsigten til det held at
vorde eders svigersøn –
Fru Inger.
Tag eder vel ivare, herr rigsråd! Hvad der
er vederfaret mit barn, har jeg efter bedste evne
dysset ned. Men tro ikke, at det er glemt, om
det end er gemt. Der turde snart komme en
lejlighed –
Nils Lykke.
I truer mig, fru Inger? Jeg har rakt eder
min hånd til forlig. I vægrer eder ved at mod-
tage den. Der er da altså fra nu af åben ufred
imellem os?
Fru Inger.
Jeg vidste ikke, at det fordum havde været
anderledes.
s. 65
Nils Lykke.
Fra eders side, kan hænde. Jeg har aldrig
været eders avindsmand, – skønt jeg vel, som
kongen af Danmarks undersåt, havde skellig
grund dertil.
Fru Inger.
Jeg forstår eder. Jeg har ikke været bøjelig
nok. Det er ikke gået så glat, som man ønskede,
med at drage mig over i eders lejr. – Mig
synes dog, I intet har at klage på. Min datter
Meretes husbond er eders landsmand. Videre
kan jeg ikke gå. Min stilling er vanskelig, Nils
Lykke!
Nils Lykke.
Det fatter jeg tilfulde. Både herremændene
og almuen her i Norge mener jo at have et
gammelt krav på eder, – et krav, som man
siger, at I kun halvvejs har gjort fyldest.
Fru Inger.
Tillad, herr rigsråd, – for min færd står
jeg ingen til regnskab uden Gud og mig selv.
Hvis det derfor behager eder, så lader I mig
vide, hvad der fører eder hid.
Nils Lykke.
Straks, fru Inger! Hensigten med min sen-
delse her til landet kan vel ikke være eder ube-
kendt –?
Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.
5
s. 66
Fru Inger.
Jeg kender det hverv, man almindeligvis til-
lægger eder. Det er vor konge af vigtighed at
vide, hvorledes han står sig med den norske adel.
Nils Lykke.
Ganske visst.
Fru Inger.
Det er altså derfor I gæster Østråt?
Nils Lykke.
For en del derfor. Dog kommer jeg ingen-
lunde for at kræve nogen mundtlig forsikring af
eder –
Fru Inger.
Nu vel?
Nils Lykke.
Hør mig, fru Inger! I sagde selv fornylig,
at eders stilling er vanskelig. I står midt imellem
to modsatte lejre, som begge kun halvvejs vover
at forlade sig på eder. Eders egen fordel må
nødvendigvis knytte jer til os. Til de misfor-
nøjede er I derimod bunden ved landsmand-
skabet, og, – hvem véd, – måské også ved et
eller andet hemmeligt bånd.
Fru Inger
(sagte).
Hemmeligt bånd! Krist, skulde han –?
Nils Lykke
(mærker hendes bevægelse, men lader som intet og tilføjer
utvungent)
:
I indser visst selv, at denne stilling i længden
s. 67

ikke er til at udholde. – Sæt nu, det stod i
min magt at udfri eder af disse forholde, som –
Fru Inger.
I eders magt, siger I?
Nils Lykke.
Først og fremst, fru Inger, må jeg bede
eder ikke at lægge nogen vægt på de letfærdige
ord, hvormed jeg før kan have omtalt det, der
er os imellem. Tro ikke, at jeg nogen stund har
tabt af tankerne den skyld, jeg står i til eder.
Sæt, at det længe havde været min agt, såvidt
muligt, at gøre godt igen, hvad jeg har forbrudt.
Sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig
denne sendelse herop.
Fru Inger.
Forklar eder nøjere, herr rigsråd; – nu
forstår jeg eder ikke.
Nils Lykke.
Jeg tager måské ikke fejl, når jeg formoder,
at I, lige så godt som jeg, kender til de urolig-
heder, der truer med at bryde løs i Sverig. I
véd, eller I aner ialfald, at disse uroligheder har
et større mål, end det, man almindeligvis til-
lægger dem, og I vil derfor begribe, at vor
konge ikke roligt kan se begivenhederne gå
deres egen gang. Ikke sandt?
Fru Inger.
Bliv ved!
5*
s. 68
Nils Lykke
(forskende, efter et kort ophold).
Der gives et tænkeligt tilfælde, som kunde
sætte Gustav Vasas trone i fare –
Fru Inger
(sagte).
Hvor vil han hen?
Nils Lykke.
– det tilfælde nemlig, at der i Sverig
skulde findes en mand, som på grund af sin
byrd havde krav på at kåres til folkets styrer.
Fru Inger
(undvigende).
Sverigs adel er lemlæstet ligeså blodigt som
vor, herr rigsråd! Hvor skulde I vel ville søge –?
Nils Lykke
(smilende).
Søge? Manden er allerede funden –
Fru Inger
(farer sammen).
Ah! Er han funden?
Nils Lykke.
– og han står jer for nær, min frue, til
at eders tanke ikke skulde falde på ham.
(ser stivt på hende.)
Den afdøde grev Sture har efterladt sig en
søn –
Fru Inger
(med et skrig).
Hellige frelser, hvoraf véd I –?
s. 69
Nils Lykke
(studsende).
Fat eder, min frue, og lad mig tale til ende.
– Denne unge mand har hidtil levet stille hos
sin moder, Sten Stures enke.
Fru Inger
(ånder friere igen).
Hos –? Ah ja; – ja visst!
Nils Lykke.
Nu derimod er han trådt åbenlyst frem. I
Dalarne har han vist sig som bøndernes leder.
Deres antal vokser med hver dag; og, – som I
måské véd, finder de venner blandt almuen på
denne side af grænsefjeldene.
Fru Inger
(der imidlertid har fattet sig).
Herr rigsråd, – I nævner alle disse begiven-
heder med fuld forvissning om, at jeg kender
dem. Hvad grund har jeg givet eder til at for-
mode sligt? Jeg véd intet, og ønsker ikke at vide
noget. Det er min agt at leve roligt indenfor
mine egne enemærker; jeg rækker ikke ufreds-
stifterne min bistand; men regn heller ikke på
mig, dersom det er eders agt at underkue dem.
Nils Lykke
(dæmpet).
Vilde I også forholde eder uvirksom, ifald
det var min agt at stå dem bi?
s. 70
Fru Inger.
Hvorledes skal jeg forstå eder?
Nils Lykke.
I har altså ikke fattet, hvad jeg den hele
tid har sigtet til? – Nu vel; ærligt og ligefrem
vil jeg da sige eder alt. Vid da, at kongen og
hans råd tilfulde har indset, hvorledes der i
længden intet sikkert fodfæste findes for os i
Norge, dersom adel og almue, således som nu,
vedbliver at tro sig forurettet og undertrykt. Vi
har fuldelig begrebet, at villige forbundsfæller er
bedre end tvungne undersåtter; og vi ønsker
derfor intet hjerteligere, end at kunne løsne de
bånd, der igrunden snører os ligeså stramt som
eder. Men I vil visst også erkende, at Nor-
mændenes sindelag imod os gør et sådant skridt
altfor betænkeligt, – så længe vi ikke har en
pålidelig støtte i ryggen.
Fru Inger.
Og denne støtte –?
Nils Lykke.
Denne støtte er nærmest at søge i Sverig.
Men, vel at mærke, ej sålænge Gustav Vasa
sidder ved roret; thi hans regnskab med Dan-
mark er endnu ikke opgjort, og vil vel heller
aldrig blive det. En ny svensk konge derimod,
som havde folket på sin side, og som skyldte
Danmarks bistand sin krone – –. Nu; I be-
s. 71

gynder at forstå mig? Da kunde vi med tryghed
sige til eder Norske: «tag eders gamle arvede
rettigheder tilbage; vælg eder en styrer efter
eget tykke; vær vore venner i nøden, ligesom vi
vil være eders!» – Læg ellers vel mærke til,
fru Inger, at dette højmod igrunden ikke er så
stort, som det kanské synes; thi I vil selv indsé,
at vi, langtfra at svækkes, snarere vil styrkes
derved.
Og da jeg nu har talt åbenhjertigt med
eder, så lad også I enhver mistro fare. Altså –
(bestemt.) den riddersmand fra Sverig, som kom
hid en timestid før jeg –
Fru Inger.
I véd det da allerede?
Nils Lykke.
Tilfulde. Det er ham jeg søger.
Fru Inger
(for sig selv).
Forunderligt. Altså dog som Olaf Skaktavl
sagde.
(til Nils Lykke.)
Jeg beder eder vente her, herr rigsråd! Nu
går jeg for at føre ham til eder.
(hun går ud gennem riddersalen.)
Nils Lykke
(ser en stund efter hende i hoverende forundring).
Hun henter ham! Ja, virkelig, – hun henter
ham! Dysten er halvvejs vunden. Så let havde
jeg ikke tænkt, det skulde gå. –
s. 72
Hun sidder dybt i det med urostifterne.
Foer sammen af skræk, da jeg nævnte Sten
Stures søn. –
Og så? Hm! Er fru Inger troskyldig løbet
i fælden, så vil ikke Nils Sture gøre mange
vanskeligheder. Et ungt blod, uden al sindighed
og omtanke – –. Med mit løfte om bistand
drager han afsted. Uheldigvis snapper Jens Bjelke
ham op på vejen, – og det hele forehavende
er kvalt.
Og så? Så et skridt videre, til fromme for
os selv. Det spredes ud, at den unge grev Sture
har været på Østråt, – at en dansk udsending
har havt en sammenkomst med fru Inger, – at,
som følge deraf, junker Nils blev snappet op af
kong Gustavs krigsknægte en fjerdingvej fra
gården. – – Inger Gyldenløves anseelse hos
almuen være så stor den vil, – imod sligt et
stød skal den have svært for at stå sig.
(farer pludselig uroligt op.)
Alle djævle –! Om fru Inger skulde have
anet uråd! Kanské han i dette øjeblik smutter
os af hænderne – –
(lytter beroliget mod riddersalen.)
Ah, det har ingen nød. Der kommer de.
(Fru Inger Gyldenløve kommer inde fra salen, ledsaget af
herr Olaf Skaktavl.)
Fru Inger
(til Nils Lykke).
Her bringer jeg den I venter.
s. 73
Nils Lykke
(sagte).
For helvede, – hvad skal det sige?
Fru Inger.
Jeg har sagt denne riddersmand eders navn,
og hvad I har meddelt mig –
Nils Lykke
(tvivlrådig).
Så? Ja så? Nu, ja –
Fru Inger.
– og jeg vil ikke dølge for eder, at han
ej fæster den stærkeste lid til eders bistand.
Nils Lykke.
Ikke det?
Fru Inger.
Kan det undre jer? I kender dog vel både
hans sindelag og hans tunge skæbne –
Nils Lykke.
Denne mands –? Nå – ja, ja vel –
Olaf Skaktavl
(til Nils Lykke).
Men eftersom det er Peder Kanzler selv, der
har stævnet os til at mødes her –
Nils Lykke.
Peder Kanzler –? (fatter sig hurtigt.) Ja, rigtig,
– jeg har en sendelse fra Peder Kanzler –
s. 74
Olaf Skaktavl.
Og han må jo bedst vide, hvem han tør
bygge på. Jeg gider derfor ikke bryde mit
hoved med at gruble over, hvorledes –
Nils Lykke.
Nej, det er ret, kære herre; lad os for alting
ikke det.
Olaf Skaktavl.
Heller lige løs på sagen –
Nils Lykke.
Lige løs, uden omsvøb; – således er altid
min vane.
Olaf Skaktavl.
Og vil I så sige mig, hvad ærend I bringer?
Nils Lykke.
Mit ærend tænker jeg vel I så omtrent kan
gætte –
Olaf Skaktavl.
Peder Kanzler nævnte noget om papirer,
som –
Nils Lykke.
Papirer? Nå ja, papirerne!
Olaf Skaktavl.
I har dem vel hos jer?
Nils Lykke.
Naturligvis; vel forvarede; næsten altfor vel
til i en hast –
(han lader som om han søger indenfor sin vams, og siger sagte:)
s. 75
Hvem djævelen er han? Hvad griber jeg
til? Her tør være store opdagelser at gøre –
(han bemærker, at hustjenerne dækker bordet og tænder lam-
perne i riddersalen, og siger til Olaf Skaktavl:)
Ah, jeg ser, fru Inger lader aftensmåltidet
anrette. Ved bordet kunde vi kanske bedre tale
om vore anliggender.
Olaf Skaktavl.
Godt; som I synes.
Nils Lykke
(sagte).
Frist vunden, – dyst vunden!
(med stor venlighed, til fru Inger:)
Og imidlertid kunde vi få at vide, hvad
andel fru Inger Gyldenløve agter at tage i vort
forehavende?
Fru Inger.
Jeg? – Ingen.
Nils Lykke og Olaf Skaktavl.
Ingen?
Fru Inger.
Kan det undre eder, mine ædle herrer, at
jeg ikke vover mig ind i en leg, hvori alt sættes
på spil? Såmeget mere, da ingen af mine for-
bundsfæller vover at forlade sig trygt på mig.
Nils Lykke.
Denne bebrejdelse rammer ikke mig. Jeg
tror eder blindt; derom beder jeg eder være
forsikret.
s. 76
Olaf Skaktavl.
Hvem skulde turde bygge på eder, når det
ikke var eders landsmænd?
Fru Inger.
Sandelig, – denne tiltro glæder mig.
(hun går hen til et skab i baggrunden og fylder to bægre med vin.)
Nils Lykke
(sagte).
Fordømt, om hun skulde trække sig ud af
snaren!
Fru Inger
(rækker hver af dem et bæger).
Og siden så er, så byder jeg eder i et
bæger velkommen til Østråt. Drik, mine ædle
riddere! Drik tilbunds!
(hun betragter dem vekselvis efterat de har drukket, og siger
alvorligt:)
Men nu må I vide, – det ene bæger inde-
holdt en velkomst-hilsen for min forbundsfælle,
det andet – døden for min uven!
Nils Lykke
(kaster bægeret).
Ah, jeg er forgiftet!
Olaf Skaktavl
(på samme tid, idet han griber efter sit sværd).
Død og helvede, har I myrdet mig!
Fru Inger
(leende til Olaf Skaktavl, idet hun peger på Nils Lykke):
Dette er de Danskes lid til Inger Gylden-
løve –
s. 77
(til Nils Lykke, pegende på Olaf Skaktavl:)
– og mine landsmænds tro på mig, ligervis!
(til dem begge:)
Og dog skulde jeg give mig eder ivold? Så
sagte, mine ædle herrer, – så sagte! Fruen på
Østråt har endnu sin fulde samling.
Eline Gyldenløve
(kommer gennem døren til venstre).
Stor larm og støj –. Hvad er påfærde?
Fru Inger
(til Nils Lykke).
Min datter Eline.
Nils Lykke
(sagte).
Eline! Således havde jeg ikke tænkt mig
hende.
Eline
(bemærker Nils Lykke og blir overrasket stående, idet hun be-
tragter ham)
.
Fru Inger
(rører ved hendes arm).
Mit barn, – denne ridder er –
Eline
(gør en afværgende håndbevægelse, idet hun fremdeles ser ufra-
vendt på ham og siger)
:
Behøves ikke! Jeg ser, hvad han heder. Det
er Nils Lykke.
Nils Lykke
(sagte til fru Inger).
Hvorledes? Kender hun mig? Skulde Lucia –?
Skulde hun vide –?
s. 78
Fru Inger.
Stille! Hun véd intet.
Eline
(hen for sig).
Jeg vidste det; – således måtte Nils Lykke
se ud.
Nils Lykke
(nærmere).
Nu vel, Eline Gyldenløve, – I har gættet
rigtigt. Og da jeg således på en måde er eder
bekendt, – og da jeg derhos er eders moders
gæst, – så vil I ikke nægte mig den blomster-
kost, I bærer ved eders bryst. Så længe den er
frisk og duftende, ejer jeg i den et billed af
eder selv.
Eline
(stolt, men stedse vedblivende at stirre på ham).
Forlad mig, herr ridder, – den er plukket
i mit eget kammer, og der vokser ingen blomst
for eder.
Nils Lykke
(idet han løsner en blomsterkost, som han selv bærer indstukken
foran i sin vams:)
Ah; men så vil I dog ikke forsmå denne
ringe gave. En høvisk frue rakte mig den til
afsked, da jeg imorges foer fra Trondhjem. –
Læg vel mærke til, min ædle jomfru, – skulde
jeg byde eder en skænk, der var eder fuld-
kommen værdig, så måtte det være en fyrste-
krone.
s. 79
Eline
(der viljeløst har taget blomsterne).
Og var det end Danmarks kongekrone, I
rakte mig, – før jeg delte den med eder, før
krysted jeg den sønder mellem mine hænder og
slængte stumperne for eders fod!
(hun kaster blomsterkosten for hans fødder og går ind i ridder-
salen.)
Olaf Skaktavl
(mumler for sig selv):
Kæk, – som Inger Ottisdatter ved Knut
Alfsøns båre!
Fru Inger
(sagte, efter vekselvis at have betragtet Eline og Nils Lykke).
Ulven kan tæmmes. Det gælder at smede
lænken færdig.
Nils Lykke
(idet han tager blomsterne op og stirrer henrykt efter Eline):
Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!

TREDJE HANDLING.

(Riddersalen. Et højt buevindu i baggrunden; et mindre vindu
i forgrunden til venstre. Flere døre på begge sider. Loftet
støttes af tykke fritstående træstolper, der, ligesom væggene, er
behængte med alleslags våbenstykker. Billeder af helgener,
riddere og fruer hænger i lange rader. Under loftet en stor
brændende lampe med mange arme. I forgrunden til højre et
gammeldags udskåret højsæde. Midt i salen står et dækket
bord med levningerne af aftensmåltidet.)
Eline Gyldenløve
(kommer langsomt og tankefuld fra venstre. Udtrykket i hendes
ansigt forråder, hvorledes hun i erindringen gennemlever op-
trinet med Nils Lykke. Tilsidst gør hun en armbevægelse,
ligesom da hun kastede blomsterkosten; derpå siger hun med
dæmpet stemme)
:
– – og så samlede han stumperne af Dan-
marks kongekrone –; blomsterne var det; – og
«Guds hellige blod, hvor hun er stolt og
fager!»
Havde han hvisket disse ord i den lønligste
krog, milevidt fra Østråt, – jeg havde hørt dem
alligevel!
Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har
hadet ham, – denne Nils Lykke! – Ingen anden
mand er som han, siges der. Med kvinder leger
han, – og træder dem under sin fod.
Og det er til ham, min moder tænkte at
byde mig frem! – Hvor jeg hader ham!
s. 81
De siger, at Nils Lykke er anderledes end
andre mænd. Det er ikke sandt! Der er intet
sælsomt ved ham. Der findes mange, mange,
som han! Når Bjørn fortalte mig eventyr, da så
alle prinser ud som Nils Lykke. Når jeg sad
ensom her i salen og drømte krøniker, og mine
riddere kom og gik, – allesammen så de ud
som Nils Lykke.
Hvor det er forunderligt, og hvor det er
godt at hade. Aldrig har jeg vidst, hvor sødt
det var – før ikveld. Nej, – ikke for tusend
års liv vilde jeg sælge de øjeblikke, jeg har levet
siden jeg så ham! – –
«Guds hellige blod, hvor hun – –»
(hun går langsomt op mod baggrunden, åbner vinduet og ser ud.)
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)
Nils Lykke
(hen for sig).
«Sov vel på Østråt, herr ridder», sagde Inger
Gyldenløve, da hun gik. Sov vel? Ja, det er
snart nok sagt, men – –; der udenfor, himmel
og hav i oprør; nedenunder i gravkælderen det
unge blod på båren; to rigers skæbne i min
hånd; – og på mit bryst en vissen blomster-
kost, som en kvinde har slængt for mine fødder.
Sandelig, jeg frygter stærkt for, at søvnen vil
melde sig noget sent.
(bemærker Eline, der forlader vinduet og vil gå ind til venstre.)
Der er hun. Det stolte øje lader tankefuldt.
– Ah, hvis jeg turde vove – (højt:) Jomfru Eline!
Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.
6
s. 82
Eline
(standsende ved døren).
Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?
Nils Lykke.
I fejler; jeg forfølger eder ikke. Jeg er selv
forfulgt.
Eline.
Er I?
Nils Lykke.
Af mangehånde tanker. Derfor går det med
søvnen, som med eder; – den flyr mig.
Eline.
Gå til vinduet, så vil I finde tidekort; –
et hav i storm –
Nils Lykke
(smilende).
Et hav i storm? Det kan jeg også finde
hos eder.
Eline.
Hos mig?
Nils Lykke.
Vort første møde har forvisset mig derom.
Eline.
Og I besværer eder derover?
Nils Lykke.
Nej, ingenlunde; men jeg ønskede dog at
se eder mildere stemt.
s. 83
Eline
(stolt).
Tror I, det vil lykkes eder?
Nils Lykke.
Jeg er viss derpå; thi jeg bringer eder et
kærkomment budskab.
Eline.
Og hvilket?
Nils Lykke.
Mit farvel.
Eline
(et skridt nærmere).
Eders farvel? I forlader Østråt – så snart?
Nils Lykke.
Endnu inat.
Eline
(synes et øjeblik tvivlrådig med sig selv: derpå siger hun koldt):
Så tag min hilsen, herr ridder!
(hun bøjer sig og vil gå.)
Nils Lykke.
Eline Gyldenløve, – jeg har ingen ret til
at holde eder tilbage; men det er uædelt, dersom
I nægter at høre, hvad jeg har at sige eder.
Eline.
Jeg hører eder, herr ridder!
Nils Lykke.
Jeg véd, I hader mig.
6*
s. 84
Eline.
Eders klarsyn er usvækket, som jeg mærker.
Nils Lykke.
Men jeg véd også, at jeg tilfulde har fortjent
dette had. Usømmelige og krænkende var de
ord, hvormed jeg tydede på eder i min skrivelse
til fru Inger.
Eline.
Nok muligt; jeg har ikke læst dem.
Nils Lykke.
Men indholdet er eder idetmindste ikke ube-
kendt; jeg véd, eders moder har ikke ladet eder
i uvidenhed derom; hun har i al fald sagt eder,
at jeg priste den mand heldig, som –; ja, I
véd, hvad håb jeg nærede –
Eline.
Herr ridder, – hvis det er derom I agter
at tale, så –
Nils Lykke.
Jeg agter at tale derom, alene for at und-
skylde min færd. Ikke af andre grunde; – det
sværger jeg eder. Hvis mit rygte, – hvad jeg
desværre har årsag til at formode, – er nået til
eder, forinden jeg selv fremstillede mig på Østråt,
så må I også kende mit liv tilstrækkeligt til ikke
at forundre eder over, at jeg i deslige sager går
noget dristigt tilværks. Jeg har truffet mange
kvinder, Eline Gyldenløve! Ubøjelige har jeg
s. 85

aldrig fundet dem. Under slige omstændigheder,
ser I, blir man noget magelig. Man kommer
ud af vanen med at betjene sig af omveje –
Eline.
Nok muligt. Jeg véd ikke, hvad malm hine
kvinder har været af.
I fejler forøvrigt, når I mener, at det er
brevet til min moder, der har vakt mit hjertes
had og bitterhed imod eder. Jeg havde ældre
grunde.
Nils Lykke
(urolig).
Ældre grunde? Hvad vil I sige med det?
Eline.
Det er som I formoded; – eders rygte er
gået forud for eder selv, til Østråt, som over det
hele land. Nævnes Nils Lykkes navn, så nævnes
det altid sammen med en kvinde, som han har
besnæret og forstødt. Nogle nævner det med
harme, andre med latter og kåd spot over hine
svagsindede skabninger. Men gennem harmen og
latteren og spotten klinger visen om eder, over-
døvende og æggende, lig en fiendes sejers-sang.
Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit
had til eder. Idelig stod I for mine tanker; og
det drog mig tilmødes som en længsel, at stilles
ansigt til ansigt med eder, for at I kunde erfare,
at der gives kvinder, hos hvem eders smidige
tale er spildt – dersom I agter at bruge den.
s. 86
Nils Lykke.
I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer
efter, hvad rygtet har sagt eder. Muligt, at der
er sandhed i alt, hvad I har hørt; – men år-
sagerne dertil kender I ikke. – Som syttenårig
junker begyndte jeg min lystige færd. Jeg har
levet fulde femten år siden den tid. Lette kvinder
skænked mig, hvad jeg ønsked – endnu før
ønsket var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem,
det greb de med glade hænder. I er den første
kvinde, som foragteligt har slængt min gave til-
bage for min egen fod.
Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvert-
imod, – jeg ærer eder derfor, således, som jeg
endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men hvad
jeg klager over, og hvad der nager mig som en
stor sjælevé, det er, at skæbnen ikke tidligere
har ført mig eder imøde. – –
Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt
mig om eder. Medens livet gik sin urolige gang
fjernt herfra, da vandred I på det ensomme
Østråt, stille, med eders digten og eders drømme.
Se, derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder.
– Vid da, at også jeg engang har levet et liv,
som I her. Jeg tænkte mig, at når jeg trådte ud
i den store vide verden, da vilde der komme
mig imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde
vinke ad mig og vise mig vejen til et berømme-
ligt mål. – Jeg bedrog mig, Eline Gyldenløve!
Kvinder kom mig imøde; men hun var ikke
s. 87

iblandt dem. Endnu før jeg fuldt var bleven
mand, havde jeg lært at foragte dem alle tilhobe.
Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de
andre ligesom I? – Jeg véd, eders fædrelands
skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender
den andel, jeg har i forholdene – –. Det siges
om mig, at jeg skal være falsk som havskummet.
Nok muligt; men er jeg det, da har kvinderne
lært mig at være det. Havde jeg tidligere fundet,
hvad jeg søgte, – havde jeg truffet en kvinde,
stolt, ædel og højsindet som I, da var visselig
min vej blevet en hel anden. Kan hænde, at jeg
da i dette øjeblik havde stået ved eders side
som talsmand for alle de forurettede i Norges
rige. Thi det tror jeg: en kvinde er det mæg-
tigste i verden, og i hendes hånd står det at
bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil
have ham.
Eline
(for sig selv).
Skulde det være, som han siger? Nej, nej;
der er løgn i hans øje og svig på hans læber.
Og dog –; ingen sang er så liflig som hans ord.
Nils Lykke
(nærmere, dæmpet og mere fortroligt):
Hvor ofte har I vel ikke siddet her på Østråt,
ensom, med eders vekslende tanker. Da er det
blevet eder trangt om brystet; loft og vægge
har ligesom skrumpet sig sammen og knuget
eders sind. Da har I længtes udad; da har det
s. 88

lystet eder at flyve langt herfra, uden at I selv
vidste hvorhen. – Hvor ofte har I ikke vandret
ensom ved fjorden; et smykket skib, med riddere
og damer ombord, med sang og strengeleg, har
sejlet forbi, langt derude; – et dunkelt rygte
om store begivenheder er nået til eder; – da
har I følt en higen i eders bryst, en ubetvingelig
længsel efter at vide, hvad der var hinsides havet.
Men I har ikke forstået, hvad der fattedes eder.
I har stundom ment, det var eders fædrelands
lod, der fyldte eder med alle de urolige tanker.
I bedrog eder selv; – en jomfru i eders unge
år har andet at gruble over. – – Eline Gylden-
løve! Har I aldrig tænkt eder hemmelige kræfter,
– en stærk og løndomsfuld magt, som knytter
menneskenes skæbner til hinanden? Når I drømte
om det brogede liv derude i den vide verden,
– når I drømte om ridderspil og lystige fester,
– så I da aldrig i eders drømme en ridder, der
stod med smil på læben og med græmmelse i
hjertet midt i den larmende færd, – en ridder,
der engang havde drømt fagert som I, om en
kvinde, ædel og herlig, og som han forgæves
søgte blandt alle dem, der omgav ham.
Eline.
Hvo er I, der mægter at klæde mine løn-
ligste tanker i ord? Hvorledes kan I sige mig,
hvad jeg har båret inderst i mit bryst – uden
selv at vide det? Hvoraf véd I –?
s. 89
Nils Lykke.
Hvad jeg har sagt eder, har jeg læst i
eders øjne.
Eline.
Aldrig har nogen mand talt til mig som I.
Jeg har kun dunkelt forstået eder; og dog – –
alt, alt synes mig forandret siden – –
(hen for sig.)
Nu begriber jeg, hvorfor de sagde, at Nils
Lykke er anderledes end alle andre.
Nils Lykke.
Der gives en ting i verden, som kunde for-
styrre et menneskes tanker, når vi grubler der-
over; og det er tanken om, hvad der kunde
sket, hvis alt havde føjet sig eller . Havde
jeg mødt eder på min vej, medens mit livstræ
endnu var grønt og frodigt, så havde I måské i
denne stund siddet som – –
Men tilgiv mig, min ædle jomfru! Disse få
øjeblikkes samtale har bragt mig til at glemme
vor gensidige stilling. Det var som om en lønlig
røst fra først af havde sagt mig, at med eder
kunde jeg tale åbent, uden smiger og uden for-
stillelse.
Eline.
Det kan I.
Nils Lykke.
Nu vel; – og denne åbenhjertighed har
måské allerede så halvt om halvt forsonet os
s. 90

med hinanden. Ja, – jeg er endnu dristigere i
mit håb. Kanhænde den tid endnu kan komme,
da I vil mindes den fremmede ridder uden had
og uden harme i sjælen. Nå, nå, – misforstå
mig ikke! Jeg mener ikke nu straks, – men
engang, senere hen i tiden. Og for at gøre
eder dette mindre svært, – og da jeg nu engang
er begyndt at tale åbenhjertigt og ligefrem med
eder, så lad mig sige jer –
Eline.
Herr ridder –!
Nils Lykke
(smilende).
Ah, jeg mærker, at mit brev endnu sætter
eder i skræk. Men vær I fuldkommen rolig. Jeg
kunde give tusender til, dersom det var uskrevet;
thi – ja, da jeg véd, at det just ikke vil gøre
eder synderlig ondt at høre, så kan jeg jo lige-
sågodt sige det rent ud, – jeg elsker eder ikke,
og vil aldrig komme til at elske eder. Vær I
derfor, som sagt, fuldkommen tryg; jeg skal
ingensinde gøre forsøg på at – –
Men hvad fattes eder –?
Eline.
Mig? Intet; intet. – – Sig mig kun et:
Hvorfor går I endnu med disse blomster? Hvad
vil I med dem?
Nils Lykke.
Disse? Er det ikke en stridshandske, som I
s. 91

på alle kvinders vegne har tilkastet den onde
Nils Lykke? Skulde jeg så ikke tage den op?
Hvad jeg vil med dem, spurgte I? (dæmpet.)
Når jeg atter står mellem de fagre fruer i Dan-
mark, – når strengelegen tier og der er stilhed
i salen, – da vil jeg tage disse blomster frem
og fortælle et eventyr om en ung kvinde, der
sidder ensom i en mørk bjelkehal, fjernt oppe i
Norge – –
(afbrydende, idet han ærbødigt bøjer sig.)
Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder
husets ædle datter. Vi sés ikke mere; thi endnu
før daggry er jeg afsted. Jeg byder eder altså
mit farvel.
Eline.
Og jeg skænker eder mit, herr ridder!
(kort stilhed.)
Nils Lykke.
I er atter så tankefuld, Eline Gyldenløve! Er
det atter eders fædrelands skæbne, der nager eder?
Eline
(hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig).
Mit fædreland? – Jeg tænker ikke på mit
fædreland.
Nils Lykke.
Så er det tiden med al dens kamp og nød,
der ængster eder.
Eline.
Tiden? Den glemmer jeg nu. – – I går
til Danmark? Var det ikke så I sagde?
s. 92
Nils Lykke.
Jeg går til Danmark.
Eline.
Kan jeg se mod Danmark her fra salen?
Nils Lykke
(pegende på vinduet til venstre).
Ja, fra dette vindu. Hist, mod syd, ligger
Danmark.
Eline.
Og er det langt herfra? Mere end hundrede
mile?
Nils Lykke.
Meget mere. Havet ligger mellem Danmark
og eder.
Eline
(hen for sig).
Havet? Tanken har mågevinger. Havet
standser den ikke.
(hun går ud til venstre.)
Nils Lykke
(ser en stund efter hende; derpå siger han):
Hvis jeg kunde afsé to dage til det – eller
blot en –, så skulde hun være i min vold lige
så godt som alle de andre.
Der er ellers et sjeldent stof i denne unge
kvinde. Hun er stolt. Skulde jeg virkelig beslutte
mig til –? Nej; heller ydmyge hende. – –
(han går omkring i stuen.)
Sandelig, tror jeg ikke, hun har sat mit
blod i brand. Hvem skulde tænkt sligt muligt
s. 93

herefterdags? – – Væk med dette! Jeg må ud
af al den vilderede, jeg her har rodet mig ind i.
(han sætter sig i en stol til højre.)
Hvorledes skal jeg forklare mig det? Både
Olaf Skaktavl og Inger Gyldenløve synes blinde
for den mistro, de udsætter sig for, når det
rygtes, at jeg er med i forbundet. – Eller skulde
fru Inger virkelig have fattet min hensigt? Skulde
hun skønne, at alle løfter kun var beregnede
på at lokke Nils Sture frem af sit smuthul?
(han springer op.)
Fordømt! Er jeg virkelig selv bleven narret?
Det er højst rimeligt, at grev Sture sletikke findes
på Østråt. Kanhænde at rygtet om hans flugt
kun har været en krigslist. Han sidder kanské i
denne stund velbeholden hos sine venner i Sverig,
medens jeg –
(går urolig op og ned ad gulvet.)
At jeg også skulde være så sikker i min
sag! Om jeg nu intet udretter! Om fru Inger
kommer efter mine hensigter, – og ikke lægger
dølgsmål på min færd –. At stå til spot og
spe både her og i Danmark! Ville lokke fru
Inger i fælden, – og så gavne hendes sag på
det bedste, – styrke hendes gunst hos almuen –!
– – Ah, jeg kunde fristes til at give mig den
onde selv ivold, om han skaffed mig fingre i
grev Sture – –
(Vinduet i baggrunden stødes op. Nils Stenssøn viser sig
udenfor.)
s. 94
Nils Lykke
(griber efter sværdet).
Hvad nu?
Nils Stenssøn
(idet han springer ned på gulvet).
Nå; endelig er jeg her da!
Nils Lykke
(sagte).
Hvad skal dette sige?
Nils Stenssøn.
Guds fred, herre!
Nils Lykke.
Tak, herre! Det er ellers en særegen ind-
gang, I der har valgt jer.
Nils Stenssøn.
Ja, hvad djævelen skulde jeg gøre? Porten
var jo lukket. Her på gården må nok folk have
en søvn som bjørnen ved juletider.
Nils Lykke.
Takker Gud! En god samvittighed er den
bedste hovedpude, véd I vel.
Nils Stenssøn.
Ja, det må så være; for alt hvad jeg hamred
og dundred, så –
Nils Lykke.
– så slap I dog ikke ind?
s. 95
Nils Stenssøn.
Truffet på et hår. Jeg sagde altså til mig
selv: da du nu må ind på Østråt ikveld, om du
så skal gå gennem ild og vand, så kan du jo
sagtens også krybe gennem vinduet.
Nils Lykke
(sagte).
Ah, om det skulde være –!
(et par skridt nærmere.)
Så det var eder da så magtpåliggende at
komme til Østråt just iaften?
Nils Stenssøn.
Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg
lar nødig vente på mig, skal jeg sige eder.
Nils Lykke.
Aha, – fru Inger Gyldenløve venter eder
altså?
Nils Stenssøn.
Fru Inger Gyldenløve? Ja, det skal jeg ikke
så bestemt kunne svare på; (med et listigt smil.) men
her turde være en anden –
Nils Lykke
(smiler også).
Nå, så her turde være en anden –?
Nils Stenssøn.
Sig mig, – hører I til huset?
s. 96
Nils Lykke.
Jeg? Ja, for så vidt som jeg fra iaftes er
fru Ingers gæst.
Nils Stenssøn.
Så? – Jeg tror vi iaften har tredje kvelden
efter Mortens-messe?
Nils Lykke.
Tredje kvelden efter –? Ja, det er ret nok.
– Ønsker I kanské at stedes for husets frue
straks? Såvidt jeg véd, er hun ikke gået tilsengs
endnu. Men kunde I ikke sætte eder ned og
hvile eder ud sålænge, kære unge herre? Se,
her er endnu en kande vin tilovers. Lidt at
spise finder I vel også. Nu; tag for eder; I kan
trænge til at styrke jer.
Nils Stenssøn.
I har ret, herre; det vilde ikke være så ilde.
(han sætter sig ved bordet og spiser og drikker under det følgende.)
Både steg og sød kage! Det er jo et herre-
mandsliv I fører her! Når man, som jeg, har
sovet på den bare jord og levet af brød og vand
i fire-fem dage –
Nils Lykke
(betragter ham smilende).
Ja, det må falde tungt for en, der er vant
til at sidde til højbords i grevelige sale.
Nils Stenssøn.
Grevelige sale –?
s. 97
Nils Lykke.
Men nu kan I jo hvile eder ud her på
Østråt, så længe, som I lyster.
Nils Stenssøn
(glad).
Så? Kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke
så snart afsted igen?
Nils Lykke.
Ja, jeg véd ikke. Det må I vel selv bedst
kunne svare på.
Nils Stenssøn
(sagte).
Au, for fanden!
(han breder sig i stolen.)
Ja, ser I, – den ting er endnu ikke så
ganske afgjort. Jeg, for min del, skulde ikke
have noget imod at slå mig ned her for det
første; men –
Nils Lykke.
– men I er ikke i et og alt eders egen
herre? Der gives andre hverv og andre anlig-
gender –?
Nils Stenssøn.
Ja, det er netop knuden. Stod det til mig,
så hvilte jeg mig ialfald ud vinteren over her på
Østråt; jeg har nu levet min meste tid på felt-
fod, og så – –
(han bryder pludselig af, skænker og drikker.)
Eders skål, herre!
Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.
7
s. 98
Nils Lykke.
På feltfod? Hm!
Nils Stenssøn.
Nej, det var det jeg vilde sige: jeg har
længe higet efter at se fru Inger Gyldenløve,
som der går så stort et ry af. Det må være en
herlig kvinde. Ikke sandt? – Det eneste, jeg
ikke kan finde mig i, er, at hun så forbandet
nødig vil slå løs.
Nils Lykke.
Slå løs?
Nils Stenssøn.
Nu ja, I forstår mig nok; jeg mener, at hun
så nødig vil tage hånd i med, for at drive de
fremmede herremænd ud af landet.
Nils Lykke.
Ja, det har I ret i. Men nu får I gøre,
hvad I kan, så går det nok.
Nils Stenssøn.
Jeg? Ja, Gud bedre såsandt; det skulde
stort hjælpe, om jeg –
Nils Lykke.
Da er det dog sælsomt, at I gæster hende,
når I ikke har bedre håb.
Nils Stenssøn.
Hvad mener I med det? – Hør, kender I
fru Inger?
s. 99
Nils Lykke.
Forstår sig; siden jeg er hendes gæst, så –
Nils Stenssøn.
Ja, derfor er det jo sletikke sagt, at I kender
hende. Jeg er også hendes gæst og har dog
aldrig set så meget som hendes skygge engang.
Nils Lykke.
Men I véd dog at fortælle –
Nils Stenssøn.
– hvad hvermand snakker om? Ja, det er
rimeligt. Desuden har jeg tidt nok hørt af Peder
Kanzler –
(han standser i forvirring og begynder ivrigt at spise.)
Nils Lykke.
I vilde sagt noget mere.
Nils Stenssøn
(spisende).
Jeg? Å nej, det kan være det samme.
Nils Lykke
(ler).
Nils Stenssøn.
Hvoraf ler I, herre?
Nils Lykke.
Af ingenting, herre!
Nils Stenssøn
(drikker).
Det er en liflig vin, I har her på gården.
7*
s. 100
Nils Lykke
(nærmer sig fortroligt).
Hør, – skulde det nu ikke være på tide
at kaste masken?
Nils Stenssøn
(smilende).
Masken? Ja, det får I gøre som I selv synes.
Nils Lykke.
Så lad al forstillelse fare. I er kendt, grev
Sture!
Nils Stenssøn
(med latter).
Grev Sture? Tror I også, at jeg er grev Sture?
(han rejser sig fra bordet.)
I fejler, herre! Jeg er ikke grev Sture.
Nils Lykke.
Virkelig ikke? Hvem er I da?
Nils Stenssøn.
Mit navn er Nils Stenssøn.
Nils Lykke
(ser smilende på ham),
Hm! Nils Stenssøn? Men I er ikke Sten
Stures søn Nils. Navnet slår ialfald til.
Nils Stenssøn.
Ganske sandt; men Gud må vide, med hvilken
ret jeg bærer det. Min fader har jeg aldrig kendt;
min moder var en fattig bondehustru, som blev
plyndret og slåt ihjæl i en af de forrige fejder.
s. 101

Peder Kanzler var just dengang ved hånden;
han tog sig af mig, fostred mig op og lærte
mig våbenhåndværket. Som I véd, har han i
mange år været forfulgt af kong Gustav, og jeg
har trolig ledsaget ham, hvor han færdedes.
Nils Lykke.
Peder Kanzler har nok lært jer mere end
våbenhåndværket, lader det til. – – Nu godt;
I er altså ikke Nils Sture. Men I kommer dog
fra Sverig. Peder Kanzler har skikket eder hid
for at finde en fremmed, som –
Nils Stenssøn
(nikker listigt).
– som alt er funden.
Nils Lykke
(noget usikker).
Og som I ikke kender?
Nils Stenssøn.
Lige så lidt, som I kender mig; thi jeg
sværger eder ved Gud Fader selv: jeg er ikke
grev Sture!
Nils Lykke.
Alvorligt, herre?
Nils Stenssøn.
Så sandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg
nægte det, hvis så var?
Nils Lykke.
Men hvor er da grev Sture?
s. 102
Nils Stenssøn
(dæmpet).
Ja, det er just hemmeligheden.
Nils Lykke
(hviskende).
Som er eder bekendt? Ikke så?
Nils Stenssøn
(nikker).
Og som jeg har at meddele eder.
Nils Lykke.
Mig? Nu da, – hvor er han?
Nils Stenssøn
(peger opad).
Nils Lykke.
Deroppe? Fru Inger holder ham skjult på
loftet?
Nils Stenssøn.
Nej, visst ikke; I misforstår mig.
(ser sig forsigtigt om.)
Nils Sture er himlet.
Nils Lykke.
Død! Hvor?
Nils Stenssøn.
På sin moders slot, – for tre uger siden.
Nils Lykke.
Ah, I bedrager mig! For fem, sex dage
siden drog han over grænsen ind i Norge.
s. 103
Nils Stenssøn.
Å, det har været mig.
Nils Lykke.
Men kort tid tilforn havde greven vist sig i
Dalarne. Almuen, som allerede var urolig, gjorde
åbent oprør og vilde kåre ham til konge.
Nils Stenssøn.
Ha-ha-ha; det var jo mig!
Nils Lykke.
Eder?
Nils Stenssøn.
Nu skal I høre, hvorledes det gik til. En
dag kaldte Peder Kanzler mig for sig og lod sig
forlyde med, at store begivenheder var i gære.
Han bød mig drage ind i Norge til Østråt, hvor
jeg måtte være tilstede på en bestemt tid –
Nils Lykke
(nikker).
Tredje aften efter Mortens-messe.
Nils Stenssøn.
Der skulde jeg møde en fremmed –
Nils Lykke.
Rigtig; det er mig.
Nils Stenssøn.
Af ham vilde jeg få at vide, hvad jeg senere
havde at gøre. Jeg skulde derhos melde ham, at
greven pludselig var død, men at det endnu ikke
s. 104

var vitterligt for nogen anden end for hans
moder grevinden, samt for Peder Kanzler og
nogle gamle husfolk hos Sturerne.
Nils Lykke.
Jeg forstår. Greven var hovedet for bøn-
derne. Hvis hans død rygtedes, så vilde de gå
fra hverandre, – og der blev da intet af det hele.
Nils Stenssøn.
Kan nok hænde; jeg er ikke så inde i
de ting.
Nils Lykke.
Men hvorledes kunde det falde eder ind at
give eder ud for greven?
Nils Stenssøn.
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja,
hvad véd jeg det? Der er falden mig såmangen
galskab ind i mine dage. Det var forresten ikke
mit påfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i
Dalarne, der stimled almuen sammen og hilste
mig som grev Sture. Det hjalp ikke, alt hvad
jeg sagde dem imod. Greven havde været der
for to år siden, fortalte de, – og det mindste
barn kendte mig igen. Nå, lad gå, tænkte jeg;
du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan jo
sagtens engang forsøge, hvordan det er.
Nils Lykke.
Nu, – og hvad tog I jer så videre for?
s. 105
Nils Stenssøn.
Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt.
Det var bare skade, at jeg måtte så snart afsted
igen. Men da jeg foer over grænsen – ha-ha-
ha – så loved jeg dem, at jeg snart skulde
komme tilbage med tre-fire tusend mand – eller
hvormange det nu var, – og så skulde det rigtig
gå løs.
Nils Lykke.
Og det faldt eder ikke ind, at I handlede
ubesindigt?
Nils Stenssøn.
Jo, det faldt mig ind bagefter; men da var
det rigtignok for sent.
Nils Lykke.
Det gør mig ondt for eder, min unge ven;
men I vil snart komme til at spore følgerne af
eders dårskab. Jeg kan fortælle jer, at I er for-
fulgt. En deling svenske ryttere har sat efter jer.
Nils Stenssøn.
Efter mig? Ha-ha-ha! Nej, det er prægtigt!
Og når de så kommer, og mener, at de har fåt
kløerne i grev Sture – ha-ha-ha!
Nils Lykke
(alvorligt).
– så er det ude med eders liv.
Nils Stenssøn.
Mit –? Jeg er jo ikke grev Sture.
s. 106
Nils Lykke.
Men I har kaldt almuen til våben. I har
gjort oprørske løfter og vækket ufred i landet.
Nils Stenssøn.
Ej, det var jo kun for spøg!
Nils Lykke.
Kong Gustav vil se sagen på en anden måde.
Nils Stenssøn.
Ja, sandelig, der er noget i, hvad I der siger.
At jeg også kunde være så galen – –. Nå,
det kommer vi vel ud af! I vil jo nok tage jer
af mig; og desuden, – rytterne er vel ikke i
hælene på mig endnu.
Nils Lykke.
Men hvad har I så videre at sige mig?
Nils Stenssøn.
Jeg? Ingenting. Når jeg nu bare får givet
eder pakken –
Nils Lykke
(ubetænksomt).
Pakken?
Nils Stenssøn.
Ja visst; I véd jo –
Nils Lykke.
Ah, ja rigtig; papirerne fra Peder Kanzler –
Nils Stenssøn.
Se, her har I dem allesammen.
(han rækker ham en pakke, som han har taget frem under sin
vams.)
s. 107
Nils Lykke
(sagte).
Breve og pergamenter til herr Olaf Skaktavl.
(til Nils Stenssøn.)
Pakken er åben, ser jeg. Så kender I vel
indholdet?
Nils Stenssøn.
Nej, herre, jeg læser ikke gerne skrift; det
har så sine årsager.
Nils Lykke.
Forstår; I har mest lagt vind på våbenhånd-
værket.
(han sætter sig ved bordet til højre og gennemløber papirerne.)
Aha! Oplysninger, mere end tilstrækkelige
for at komme efter, hvad der er i gære.
Dette lille brev med silkesnoren om – (under-
søger udskriften.)
Også til herr Olaf Skaktavl. (åbner
brevet og ser flygtigt på indholdet.)
Fra Peder Kanzler.
Det kunde jeg tænke. (læser mumlende.) «Jeg er hårdt
i betryk; thi – –»; ja, ganske rigtigt; her står
det; – «den unge junker Sture er gangen til
sine fædre just i det samme urolighederne skulde
bryde løs» – – «– men endnu kan der rådes
bod på alting –» Hvad nu? (han studser og læser videre.)
«I må da vide, herr Olaf Skaktavl, at den unge
mand, der bringer eder dette brev, er en søn
af –» – Himmel og jord, – står det så? –
Ja, ved Kristi blod, det står der! (med et blik på
Nils Stenssøn.)
Han skulde være –? Ah, hvis
det var således! (læser videre.) «Jeg har fostret ham,
s. 108

fra han var årsgammel; men til denne dag har
jeg stadigt vægret mig ved at give ham tilbage,
fordi jeg tænkte, at jeg i ham skulde have et
sikkert gidsel for Inger Gyldenløves troskab imod
os og mod vore venner. Dog har han til dette
øjemed kun lidet bådet os. I tør vel undres over,
at jeg ikke betroede eder denne hemmelighed,
dengang I nys var hos mig her; og jeg vil der-
for ærligt tilstå, at jeg frygtede for, I skulde be-
holde ham i samme øjemed som jeg. Nu derimod,
da I er stedet til møde med fru Inger, og vente-
ligen har forvisset eder om, hvor uvillig hun er
til at tage sig af vore anliggender, vil I skønne,
at det er klogest, så snart ske kan, at give hende
tilbage, hvad hendes er. Vel turde det da være
muligt, at glæden, trygheden og taknemmelig-
heden –» – «– dette er nu vort sidste håb».
(han sidder en stund som slagen af overraskelse; da udbryder
han for sig selv:)
Aha, – hvilket brev! Det er guld værd!
Nils Stenssøn.
Jeg har nok bragt eder vigtige budskaber,
kan jeg skønne. Ja, ja, – Peder Kanzler har
mange jern i ilden, siges der.
Nils Lykke
(hen for sig).
Hvad gør jeg med alt dette? Her er tusend
veje at slå ind på. – Ifald jeg –? Nej, det
s. 109

var for usikkert. Men dersom –? Ah, dersom
jeg –? Det skal voves!
(han river brevet tvers over, krøller stykkerne sammen og gemmer
dem indenfor vamsen; de øvrige papirer lægger han ind i pakken
igen, stikker denne i sit bælte, rejser sig og siger:)
Et ord, min unge ven!
Nils Stenssøn
(nærmer sig).
Nå, – det lader på jer, som om spillet
går godt.
Nils Lykke.
Ja, det skulde jeg mene. I har givet mig
lutter herrekort på hånden, – damer og knæg-
ter og –
Nils Stenssøn.
Men jeg, som har bragt jer alle disse gode
tidender, har jeg nu ikke mere at bestille?
Nils Lykke.
I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med
til spillet. I er konge – og trumf ovenikøbet.
Nils Stenssøn.
Er jeg? Å ja, nu forstår jeg jer; I tænker
vel på ophøjelsen –
Nils Lykke.
Ophøjelsen?
Nils Stenssøn.
Ja; dersom kong Gustavs folk fik fingre i
mig, spåde I, så –
(han gør tegn, som en der hænges.)
s. 110
Nils Lykke.
Sandt nok; – men lad ikke det anfægte
jer længer. Det står nu til eder selv, om I inden
en måned skal bære hampesnoren eller en gylden
kæde om halsen.
Nils Stenssøn.
En gylden kæde? Og det står til mig selv?
Nils Lykke
(nikker).
Nils Stenssøn.
Ja, så måtte fanden betænke sig længe!
Men sig mig bare, hvordan jeg skal bære mig ad.
Nils Lykke.
Det skal jeg. Dog først sværger I mig en
dyr ed på, at intet levende menneske i den vide
verden får erfare, hvad jeg betror jer.
Nils Stenssøn.
Ikke andet? I skal få ti eder, om I vil.
Nils Lykke.
Alvor, herre! Jeg spøger ikke med jer.
Nils Stenssøn.
Nå ja, ja; jeg er alvorlig.
Nils Lykke.
I Dalarne kaldte I eder grevesøn; – ikke så?
Nils Stenssøn.
Ej, – begynder I nu med det igen? Jeg
har jo ærligt skriftet for eder –
s. 111
Nils Lykke.
I forstår mig ikke. Hvad I dengang sagde,
var sandhed.
Nils Stenssøn.
Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men så sig
mig da –!
Nils Lykke.
Først eden! Den helligste, den ubrydeligste,
I kender.
Nils Stenssøn.
Den skal I få. Hist på væggen hænger
jomfru Marias billede –
Nils Lykke.
Jomfru Maria er bleven affældig på den sidste
tid. Har I ikke hørt, hvad munken i Witten-
berg påstår?
Nils Stenssøn.
Fy; hvor vil I agte på munken i Witten-
berg? Det er jo en kætter, siger Peder Kanzler.
Nils Lykke.
Ja, lad os ikke strides derom. Men her skal
jeg vise eder en fuldgod helgen at gøre løfte til.
(han peger på et billede, der hænger på en af vægstolperne.)
Kom hid, – og sværg mig taushed indtil
jeg selv løser eders tunge, – taushed, såsandt
I håber himlens salighed for eder selv og for
ham, som her hænger afbildet.
s. 112
Nils Stenssøn
(idet han nærmer sig billedet).
Det sværger jeg, – hjælpe mig såsandt
Guds hellige ord!
(viger overrasket tilbage.)
Men, Krist, min frelser –!
Nils Lykke.
Hvad nu?
Nils Stenssøn.
Billedet der –! Det er jo mig selv!
Nils Lykke.
Det er den gamle Sten Sture, således, som
han i sine yngre år gik og stod her i livet.
Nils Stenssøn.
Sten Sture! – Og ligheden –? Og – jeg
talte sandhed, da jeg kaldte mig grevesøn, sagde
I? Var det ikke så?
Nils Lykke.
Så var det.
Nils Stenssøn.
Ah, jeg har det; jeg har det! Jeg er –
Nils Lykke.
I er Sten Stures søn, herre!
Nils Stenssøn
(slagen af stille forundring).
Jeg Sten Stures søn!
Nils Lykke.
Også på mødrene-side er I adelsbåren. Peder
s. 113

Kanzler har talt usandt, hvis han har sagt, at
en fattig bondehustru var eders moder.
Nils Stenssøn.
Sælsomt; vidunderligt! – Men kan jeg da
også tro –?
Nils Lykke.
Alt, hvad jeg siger eder, kan I tro. Men
kom vel ihu, at det er altsammen til eders eget
fordærv, dersom I glemmer, hvad I tilsvor mig
ved eders faders salighed.
Nils Stenssøn.
Glemme det? O nej, det kan I være sikker
på, jeg ikke skal. – Men I, som jeg har givet
mit ord, – sig mig – hvem er I?
Nils Lykke.
Mit navn er Nils Lykke.
Nils Stenssøn
(overrasket).
Nils Lykke? Dog vel ikke den danske rigsråd?
Nils Lykke.
Jo netop.
Nils Stenssøn.
Og I skulde –? Det var sælsomt. Hvordan
kommer I –?
Nils Lykke.
– til at modtage budsendelser fra Peder
Kanzler? Det undrer eder nok?
Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.
8
s. 114
Nils Stenssøn.
Ja, jeg skal ikke nægte det. Han har altid
nævnt eder som vor bittreste avindsmand –
Nils Lykke.
Og derfor mistror I mig?
Nils Stenssøn.
Nej, det just ikke; men –. Nå; fanden
måtte gruble!
Nils Lykke.
Det har I ret i. Følger I eders eget hoved,
så er bastesnoren eder ligeså viss, som greve-
navnet og den gyldne kæde, dersom I forlader
eder på mig.
Nils Stenssøn.
I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre!
Hjælp I mig med gode råd, sålænge det er for-
nødent. Når det gælder at hugge løs, skal jeg
nok berge mig selv.
Nils Lykke.
Det er godt. Følg mig nu did ind i kam-
meret, så skal jeg sige jer, hvordan alt dette
hænger sammen, og hvad I videre har at gøre.
(han går ud til højre.)
Nils Stenssøn
(med et blik på billedet).
Jeg Sten Stures søn! O, vidunderligt, som
en drøm – –!
(han følger efter Nils Lykke.)

FJERDE HANDLING.

(Riddersalen, ligesom før, kun at spisebordet er borttaget.)
(Kammersvenden Bjørn lyser med en tændt armstage fru
Inger Gyldenløve
og herr Olaf Skaktavl ind gennem den
anden dør til venstre. Fru Inger har nogle papirer i hånden.)
Fru Inger
(til Bjørn).
Og du er viss på, at min datter har talt
med ridderen her i salen?
Bjørn
(idet han sætter armstagen på bordet til venstre).
Ganske viss. Jeg mødte hende just i det
samme hun trådte ud på gangen.
Fru Inger.
Og da lod hun til at være oprørt i sindet?
Var det ikke så?
Bjørn.
Hun så ganske bleg og forstyrret ud. Jeg
spurgte, om hun var syg; men i stedet for at
svare på mit spørgsmål sagde hun: «gå ind til
min moder og sig hende, at ridderen drager herfra
endnu før dagbrækningen; hvis hun har brev eller
8*

s. 116

budskab til ham, så bed hende, at hun ikke for-
volder ham unødigt ophold». Og så føjed hun
noget til, som jeg ikke rigtigt kunde høre.
Fru Inger.
Hørte du det slet ikke?
Bjørn.
Det lød for mig, som om hun sagde: «næ-
sten tror jeg, han alt har været for længe på
Østråt».
Fru Inger.
Og ridderen? Hvor er han?
Bjørn.
Jeg tænker, han er inde på sit kammer i
portfløjen.
Fru Inger.
Det er godt. Jeg har færdigt, hvad jeg agter
at give ham med. Gå ind til ham og sig, at
jeg venter ham her i salen.
(Bjørn går ud til højre.)
Olaf Skaktavl.
Véd I hvad, fru Inger, – rigtignok er jeg
i slige ting så blind som en muldvarp; men det
bæres mig dog for, som om – – hm!
Fru Inger.
Nu?
Olaf Skaktavl.
– som om Nils Lykke var eders datter god.
s. 117
Fru Inger.
Da er I nok ikke så blind endda; thi jeg
måtte storligen tage fejl, dersom I ikke havde
ret. Lagde I ikke mærke til, hvor begærligt
han ved natverdsbordet lytted efter det mindste
ord, jeg fortalte om Eline?
Olaf Skaktavl.
Han glemte både mad og drikke.
Fru Inger.
Og vore hemmelige anliggender med.
Olaf Skaktavl.
Ja, og det som mere er, – papirerne fra
Peder Kanzler.
Fru Inger.
Og af alt dette slutter I vel –?
Olaf Skaktavl.
Af alt dette slutter jeg først og fremst, at
da I kender Nils Lykke og véd, hvad ry der
går af ham, fornemmelig i kvindevejen, så –
Fru Inger.
– så bør det være mig kært at vide ham
udenfor porten?
Olaf Skaktavl.
Ja; og det jo før jo heller.
Fru Inger
(smilende).
Nej, – lige det modsatte, Olaf Skaktavl!
s. 118
Olaf Skaktavl.
Hvordan mener I?
Fru Inger.
Hvis det forholder sig, som vi begge tror,
så må Nils Lykke ikke for nogen pris forlade
Østråt for det første.
Olaf Skaktavl
(ser misbilligende på hende).
Er I nu atter inde på krogveje, fru Inger?
Hvad er det for anslag I pønser på? Er det
noget, som kan øge eders magt til skade for
os og –?
Fru Inger.
Ah, denne kortsynethed, som gør alle så
ubillige imod mig! Jeg kan se på jer, I tror det
er min agt at kåre Nils Lykke til svigersøn.
Hvis sligt lå i min tanke, hvorfor skulde jeg da
vægret mig ved at tage del i de ting, som nu
forberedes i Sverig, og som Nils Lykke og hele
det danske tilhæng synes villig til at understøtte?
Olaf Skaktavl.
Men når det ikke er eders ønske at vinde
og binde ham, – hvad har I så isinde med ham?
Fru Inger.
Det skal jeg med få ord forklare jer. I et
brev til mig har Nils Lykke nævnt det som et
held at kunne komme ind i vor slægt; og jeg
vil være så ærlig at tilstå, at jeg virkelig et øje-
blik gav mig til at tænke over sagen.
s. 119
Olaf Skaktavl.
Nu, ser I vel!
Fru Inger.
At knytte Nils Lykke til min æt, var jo et
mægtigt middel til at forlige mange uenige her
i landet.
Olaf Skaktavl.
Eders datter Meretes giftermål med Vinzents
Lunge, synes mig, måtte vise eder, hvad slige
midler virker. Aldrig så såre fik herr Lunge
fast fod hos os, før han rev til sig både gods
og rettigheder –
Fru Inger.
Ak, jeg véd det, Olaf Skaktavl! Men stundom
går der så mangehånde tanker gennem mit sind.
Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken til
eder eller til nogen. Tidt véd jeg ikke, hvad
der var rettest for mig. Og alligevel –; anden
gang at kåre en dansk herre til svigersøn, –
det er en udvej, som jeg kun i den yderste nød
gad gribe til; og, himlen være lovet, – vidt
er det endnu ikke kommet!
Olaf Skaktavl.
Jeg er lige klog, fru Inger; – hvorfor agter
I at holde Nils Lykke tilbage på Østråt.
Fru Inger
(dæmpet).
Fordi jeg bærer et inderligt nag til ham.
s. 120

Nils Lykke har krænket mig blodigere end nogen
anden. Jeg kan ikke sige jer, hvad det ligger i.
Men ro får jeg ikke, før jeg har taget hævn over
ham. Forstår I mig ikke? Sæt, at Nils Lykke
blev min datter god. Jeg synes, at det vel var
tænkeligt. Jeg vil formå ham til at blive her.
Han skal lære Eline nøjere at kende. Hun er
både fager og kløgtig. – Ah, om han engang
med hed elskov i hjertet trådte frem for mig og
bad om hende! Da – at jage ham væk som en
hund; jage ham væk med spot, med hån, med
foragt; gøre det kundbart over hele landet, at
Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig
ind på Østråt –! Jeg siger eder, – jeg kunde
give ti år af mit liv for at få opleve en slig stund.
Olaf Skaktavl.
Hånden på hjertet, Inger Gyldenløve, – det
er altså eders hensigt med ham?
Fru Inger.
Det og intet andet, så sandt Gud lever! I
må tro mig, Olaf Skaktavl, jeg mener det ærligt
med mine landsmænd. Men jeg er så lidet min
egen herre. Der gives visse ting, som må holdes
dulgt, hvis jeg ikke skal rammes til døden. Dog,
er jeg først sikker fra den kant, da skal I erfare,
om jeg har glemt, hvad jeg svor ved Knut Alf-
søns lig.
Olaf Skaktavl
(ryster hendes hånd).
Tak for hvad I der siger mig! Jeg vilde så
s. 121

nødig tro ilde om eder. – Men hvad forehavendet
med ridderen angår, så tykkes det mig, at I fri-
ster et voveligt spil. Dersom I nu forregned
eder? Dersom eders datter –? Thi der siges
jo, at ingen kvinde mægter stå sig imod denne
snigende djævel.
Fru Inger.
Min datter? Tror I, at hun –? Nej, vær kun
tryg; jeg kender Eline bedre. Alt, hvad hun
har hørt til hans pris, har gjort hende hadsk
imod ham. I har jo selv med egne øjne for-
nummet –
Olaf Skaktavl.
Ja-ja, – kvindesind er en utryg grund at
bygge på. Se jer for skulde I dog.
Fru Inger.
Det vil jeg også; jeg vil holde vagtsomt øje
med dem. Men skulde det endog lykkes ham
at fange hende i sit garn, da behøver jeg blot
at hviske hende to ord i øret, og så –
Olaf Skaktavl.
Hvad så?
Fru Inger.
– så vil hun sky ham, som om han var
en udsending fra den lede frister selv.
Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vær
nu besindig.
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)
s. 122
Nils Lykke
(går høfligt hen imod fru Inger).
Min ædle frue har ladet mig kalde.
Fru Inger.
Gennem min datter er det mig sagt, at I
tænker på at forlade os endnu inat.
Nils Lykke.
Desværre; – mit hverv på Østråt er jo
tilende.
Olaf Skaktavl.
Ikke før jeg har fået mine papirer.
Nils Lykke.
Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det
vigtigste af mit ærende. Men det er også vor
høje værtindes skyld. Ved bordet forstod hun
så kløgtigt og så lifligt at sysselsætte sine gæster –
Fru Inger.
At I ej længer kom ihug, hvad der førte eder
hid? Det glæder mig; thi så var just min agt.
Jeg tænkte, at skulde min gæst, Nils Lykke, finde
sig vel tilmode på Østråt, så måtte han –
Nils Lykke.
Hvilket, frue?
Fru Inger.
– først og fremst glemme sit ærende –
og alt, hvad der forresten er gået forud for hans
komme.
s. 123
Nils Lykke
(til Olaf Skaktavl, idet han fremtager pakken og rækker
ham den)
.
Papirerne fra Peder Kanzler. I vil der finde
fuldstændige oplysninger om vore tilhængere i
Sverig.
Olaf Skaktavl.
Det er godt.
(han sætter sig ved bordet til venstre, hvor han åbner og gennem-
blader pakken.)
Nils Lykke.
Og nu, fru Inger Gyldenløve, – nu véd jeg
ikke her er mere for mig at gøre.
Fru Inger.
Såfremt det blot og bart er statssager, der
har ført os sammen, da har I måské ret. Men
det vilde jeg dog nødig tro.
Nils Lykke.
I mener –?
Fru Inger.
Jeg mener, det er ikke alene som dansk
rigsråd eller som Peder Kanzlers forbundsfælle,
at Nils Lykke tog sig for at gæste mig. – Skulde
jeg fejle, hvis jeg bildte mig ind, at I nede i
Danmark kunde have hørt et eller andet, som
gjorde eder nyfigen efter nærmere at kende fruen
på Østråt.
Nils Lykke.
Det være langt fra mig at nægte –
s. 124
Olaf Skaktavl
(bladende i papirerne).
Besynderligt. Slet intet brev.
Nils Lykke.
– fru Inger Gyldenløves ry er jo altfor
vidt udbredt, til at jeg ikke længe skulde have
higet efter at se hende ansigt til ansigt.
Fru Inger.
Så tænkte jeg vel. Men hvad forslår da
det at skæmte bort en times tid ved natverds-
bordet? Hvad der før har været imellem os, vil
vi forsøge at slå en streg over. Vel turde det
føje sig så, at den Nils Lykke, jeg kender, lagde
en skygge over naget til ham, som jeg ikke har
kendt. Forlæng nu eders ophold her i nogle
dage, herr rigsråd! Olaf Skaktavl tør jeg ikke
overtale. Han har jo sine lønlige hverv i Sverig.
Hvad derimod eder angår, da har I visstnok i
forvejen indledet sagerne så snildt, at eders nær-
værelse neppe gøres fornøden. Tro mig, I skal
ikke komme til at finde tiden lang hos os; idet-
mindste vil både jeg og min datter opbyde alle
kræfter for at være eder ret hjertelig til behag.
Nils Lykke.
Jeg tvivler hverken om eders eller eders
datters gode sindelag imod mig. Derom har jeg
jo fået fuldgode vidnesbyrd. Men I vil visstnok
erkende, at min nærværelse andetsteds er uom-
gængelig fornøden, når jeg desuagtet må erklære
s. 125

det for umuligt at forlænge mit ophold på
Østråt.
Fru Inger.
Nå således! – Véd I hvad, herr rigsråd, –
dersom jeg var ondskabsfuld, så kunde jeg falde
på at tro, at I var kommen til Østråt for at
prøve en dyst med mig. Denne dyst synes I
nu I har tabt, og derfor er det eder ukært at
dvæle længere på slagmarken mellem vidnerne
til eders nederlag.
Nils Lykke
(smilende).
Der kunde være skellig grund til en slig
tydning; men visst er det, at jeg endnu ikke
holder slaget for tabt.
Fru Inger.
Det være nu som det vil; dersom I dvæler
nogle dage hos os, så kan det ialfald vindes til-
bage. Ja, I ser selv, hvor tvivlrådig jeg står og
vipper på skillevejen, – overtaler min farlige
angriber til ikke at rømme marken. – Nu, rent
ud sagt, tingen er denne: eders forbund med de
misfornøjede i Sverig forekommer mig endnu
noget – ja, hvad skal jeg kalde det? – noget
vidunderligt, herr rigsråd! Jeg siger eder dette
uden omsvøb, kære herre! Den tanke, som har
ledet kongens råd til dette lønlige skridt, tykkes
mig såre klog; men den stikker stærkt af mod
visse af eders landsmænds fremfærd i de for-
s. 126

løbne år. Det må derfor ikke krænke jer, om
min lid til eders gode løfter trænger til at støttes
lidt bedre, forinden jeg lægger velfærd og gods
i eders hænder.
Nils Lykke.
For dette øjemed vilde et længere ophold
på Østråt neppe være til nogen nytte; thi jeg
agter intet yderligere forsøg at gøre på at rokke
eders beslutning.
Fru Inger.
Da ynker jeg eder af et oprigtigt hjerte.
Ja, herr rigsråd, – vel står jeg her som en
rådløs enke; men I kan tro mig på mit ord, og
jeg spår jer, at der vil komme til at vokse torne
for jer af eders rejse til Østråt.
Nils Lykke
(med et smil).
Spår I det, fru Inger?
Fru Inger.
Tilvisse! Hvad skal man vel sige, kære herre?
Menneskene er så klaffersyge nuomstunder. Mere
end en spottefugl vil digte smædeviser om eder.
Inden et halvt år vil I være i folkemunde; man
vil standse og se efter eder på alfar vej; man
vil sige: se; se, der rider herr Nils Lykke, som
drog op til Østråt for at fange Inger Gyldenløve,
men som blev hængende i sin egen snare. – Nå,
nå, ikke så utålmodig, herr ridder! Det er jo ikke
s. 127

min mening; men så vil alle slemme og ondskabs-
fulde mennesker dømme. Og dem gives der,
desværre, nok af! – Ja, det er ilde; men det
er sandt og visst, – spot vil blive eders løn, –
spot over, at en kvinde var snildere end I. «Listig
som en ræv sneg han sig ind på Østråt», vil
man sige, – «skamfuld som en hund lusked han
igen afgårde». – Og endnu et: mener I ej, at
Peder Kanzler og hans venner vil bede sig fri
for eders bistand, når det rygtes, at jeg ikke
trøster mig til at stride under eders mærke?
Nils Lykke.
I taler viseligen, frue! Og for ej at udsætte
mig for spot, – endvidere, for ej at bryde sam-
virket med alle de kære venner i Sverig, så
nødes jeg til –
Fru Inger
(hurtigt).
– at forlænge eders ophold på Østråt?
Olaf Skaktavl,
(der har lyttet).
Nu går han i fælden!
Nils Lykke.
Nej, min ædle frue; – jeg nødes til at
komme overens med eder endnu i denne time.
Fru Inger.
Men ifald det nu ikke skulde lykkes?
s. 128
Nils Lykke.
Det vil lykkes.
Fru Inger.
I er sikker i eders sag, som det lader.
Nils Lykke.
Hvad vædder vi, at I går med på mine og
Peder Kanzlers anslag?
Fru Inger.
Østråt gård mod eders knæspænder!
Nils Lykke
(slår sig på brystet og råber):
Olaf Skaktavl, – her ser I herren på Østråt!
Fru Inger.
Herr rigsråd! –
Olaf Skaktavl
(rejser sig fra bordet).
Hvad nu?
Nils Lykke
(til fru Inger).
Væddemålet modtager jeg ikke; thi om et
øjeblik skænker I mig gerne Østråt gård og
mere til, for at fri eder ud af snaren, hvori ikke
jeg men I selv er hildet.
Fru Inger.
Eders skæmt begynder at blive noget lystig,
herre!
Nils Lykke.
Den bliver lystigere endnu, – idetmindste
s. 129

for mig. I pukker på at have overlistet mig. I
truer med at dynge på mig alle menneskers hån
og spot. Ah, I skulde vel vogte jer for at ægge
min hævnlyst; thi jeg kan med to ord bøje eder
i knæ for mine fødder.
Fru Inger.
Ha-ha – –!
(standser pludselig som greben af en anelse.)
Og disse to ord, Nils Lykke? Disse to ord –?
Nils Lykke.
– er hemmeligheden om eders og Sten
Stures søn.
Fru Inger
(med et skrig).
O, Jesus Krist –!
Olaf Skaktavl.
Inger Gyldenløves søn! Hvad siger I?
Fru Inger
(halvt i knæ for Nils Lykke).
Nåde! O, vær barmhjertig –!
Nils Lykke
(løfter hende op).
Kom til eder selv, og lad os tale besindigt
sammen.
Fru Inger
(med lav stemme og halvt forvildet).
Hørte I det, Olaf Skaktavl? Eller var det
kun en drøm? Hørte I, hvad han sagde?
Nils Lykke.
Det var ingen drøm, fru Inger!
Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.
9
s. 130
Fru Inger
(slår hænderne sammen).
Og I véd det! I, – I! – Men hvor har I
ham da? Hvor har I ham? Hvad vil I gøre
med ham? (skriger:) Dræb ham ikke, Nils Lykke!
Giv mig ham igen! Dræb ham ikke for mig!
Olaf Skaktavl.
Ah, jeg begynder at begribe –
Fru Inger.
Og denne angst –; denne kvælende rædsel –.
Jeg har båret på det i mangfoldige år, – – og
så skulde det briste alt tilhobe, og jeg får friste
slig nød og kvide! – Herre min Gud, er dette
ret af dig? Var det derfor, du gav mig ham?
(hun tager sig sammen og siger med tilkæmpet fatning:)
Nils Lykke, – sig mig en ting. Hvor har
I ham? Hvor er han?
Nils Lykke.
Hos sin fosterfader.
Fru Inger.
Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubøn-
hørlige mand –! Altid har han nægtet mig –.
Men det ikke længer blive således ved!
Hjælp mig, Olaf Skaktavl!
Olaf Skaktavl.
Jeg?
Nils Lykke.
Det vil ej være fornødent, såfremt I kun –
s. 131
Fru Inger.
Hør mig, herr rigsråd! Hvad I véd, det
skal I vide tilbunds. Og I også, gamle trofaste
ven! –
Nu vel da! I minded mig før om hin usalige
dag, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo. I
minded mig om det løfte, jeg gjorde, da jeg stod
ved liget mellem Norges gæveste mænd. Jeg
var knapt fuldvoksen dengang; men jeg kendte
Guds kraft i mig, og jeg mente, hvad mange
har ment sidenefter, at Herren selv havde sat
sit mærke på mig og kåret mig til at stride
forrest for land og rige.
Var det hovmod? Eller var det en åben-
barelse ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds
i det. Men ve hver den, som har fået en stor
gerning at bære på.
I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt,
hvad jeg havde lovet. Jeg stod sammen med
mine landsmænd i trængsler og nød. Alle mine
legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om
i landet. Jeg alene turde ikke høre på nogen
bejler. Ikke på nogen. I véd det bedst, Olaf
Skaktavl!
Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere
mand havde jeg aldrig set tilforn.
Nils Lykke.
Ah, det går op for mig! Sten Sture var den
tid i Norge i et hemmeligt ærende. Vi Danske
9*

s. 132

turde ikke vide, at han var velsindet mod eders
venner.
Fru Inger.
Forklædt som en ringe svend leved han en
vinter under tag med mig.
Den vinter tænkte jeg mindre og mindre
på rigets velfærd. – – Så fager en mand havde
jeg aldrig set. Og jeg var bleven henimod de
fem og tyve år – –
Næste høst kom Sten Sture igen. Og da
han atter drog bort, tog han med sig i al løn-
dom et spædt barn. Det var ikke menneskenes
onde tunger, som jeg frygted, men det vilde have
skadet vor sag, ifald det havde rygtedes, at Sten
Sture stod mig så nær.
Barnet blev sat til opfostring hos Peder
Kanzler. Jeg vented på bedre tider, som snart
skulde komme. Aldrig kom de. Sten Sture
gifted sig to år efter i Sverig, og da han døde,
efterlod han sig enke –
Olaf Skaktavl.
– og med hende en lovlig arving til sit
navn og sine rettigheder.
Fru Inger.
Gang efter gang skrev jeg til Peder Kanzler
og bønfaldt ham om at give mig mit barn til-
bage. Men han vægred sig stadigen. «Slut
eder fast og ubrydelig til os», svared han, «så
sender jeg eders søn til Norge; før ikke». Hvor
s. 133

skulde jeg vove det? Vi misfornøjede var den-
gang ilde set af mange frygtagtige her i landet.
Dersom disse fik nys i sagen – o, jeg véd det!
for at stække moderen, skulde de gerne have
beredt barnet den samme skæbne, som kong
Kristjern skulde fristet, om ikke flugten havde
frelst ham.
Men foruden det, var også Danskerne virk-
somme. De forsømte hverken trusler eller løfter
for at drive mig over på sin side.
Olaf Skaktavl.
Begribeligt. Alles øjne vogted på eder, som
på den vindfløj, de skulde sejle efter.
Fru Inger.
Nu kom Herluf Hydefads oprør. Mindes I
hin tid, Olaf Skaktavl? Var det ikke, som om en
solfuld vår gik over hele landet! Stærke røster
maned mig at komme udenfor; – men jeg turde
det ikke. Jeg sad tvivlrådig – langt fra striden
– på min ensomme gård. Stundom var det,
som om Gud Herren selv råbte på mig; men da
kom denne dræbende angst igen og lamslog al
vilje. «Hvem vil sejre?» se, det var spørgsmålet,
som idelig ringed for mine øren.
Det var en kortvarig vår, som dengang brød
frem over Norge. Herluf Hydefad, og mang-
foldige med ham, lagdes på stejle og hjul i de
måneder, som fulgte på. Mig kunde ingen kræve
til regnskab. Og dog mangled det ikke på for-
s. 134

blommede trusler fra Danmark. Hvad, om de
kendte hemmeligheden? Tilslut vidste jeg ikke
at tyde det anderledes, end at de kendte den.
I slig en kvidefuld tid var det, at rigshov-
mester Gyldenløve kom herop og forlangte mig
tilægte. Lad en ængstet moder tænke sig i mit
sted –! En måned efter var jeg rigshovmeste-
rens hustru, – og hjemløs i mine landsmænds
hjerter.
Så kom de stille år. Ingen rejste sig mere.
Herrerne kunde trykke os ned så dybt og så
tungt de lysted. Der var stunder, da jeg væm-
medes over mig selv. Thi hvad havde jeg at
gøre? Intet, uden at ængstes, forhånes og føde
døtre til verden. Mine døtre! Gud må forlade
mig det, ifald jeg ikke har en moders hjerte for
dem. Mine pligter som hustru var mig et hoveri-
arbejde. Hvor kunde jeg så elske mine døtre?
O, med min søn var det anderledes! Han var min
sjæls eget barn. Han var den eneste, som minded
mig om den tid, da jeg var kvinde og intet
andet end kvinde. – Og ham havde de taget
fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som
måské såede fordærvelsens sæd i ham! Olaf
Skaktavl, – havde jeg, som I, vandret jaget og
forladt på højfjeldet, i vinter og uvejr, – hvis
jeg havde havt mit barn i mine arme, – tro
mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt så
sårt, som jeg har sørget og grædt for ham fra
hans fødsel og til denne time!
s. 135
Olaf Skaktavl.
Der er min hånd. Jeg har dømt eder for
hårdt, fru Inger! Byd og råd over mig som før.
Jeg skal lystre. – Ja, ved alle hellige, – jeg
véd, hvad det vil sige at sørge for sit barn.
Fru Inger.
Voldsmænd slog eders. Men hvad er døden
mod en hvileløs angst gennem alle de lange år?
Nils Lykke.
Nu vel; det står i eders magt at ende denne
angst. Forson de stridende parter, så tænker
ingen af dem på at tilegne sig eders barn som
borgen for eders troskab.
Fru Inger
(hen for sig).
Dette er himlens hævn – –
(ser på ham.)
Sig kort og godt, hvad I fordrer.
Nils Lykke.
Først fordrer jeg, at I skal kalde den norden-
fjeldske almue under våben for at støtte de mis-
fornøjede i Sverig.
Fru Inger.
Og dernæst –?
Nils Lykke.
– at I virker for, at den unge grev Sture
kan blive indsat i sin slægts rettigheder som
Sverigs styrer.
s. 136
Fru Inger.
Han? I fordrer, at jeg –?
Olaf Skaktavl
(sagte).
Det er mange Svenskers ønske. Også vi
vilde være vel tjent dermed.
Nils Lykke.
I betænker eder, min frue? I skælver for
eders søns sikkerhed. Hvor kan I da ønske noget
bedre, end at se hans halvbroder på tronen?
Fru Inger
(tankefuld).
Vel sandt; – vel sandt –
Nils Lykke
(betragter hende skarpt).
Medmindre der skulde være andre anslag
igære –
Fru Inger.
Hvad mener I?
Nils Lykke.
At Inger Gyldenløve pønsed på at blive –
kongemoder.
Fru Inger.
Nej, nej! Giv mig mit barn tilbage, så kan
I give kronerne til hvem I vil.
Men véd I da også, om grev Sture er
villig –?
s. 137
Nils Lykke.
Derom kan han selv forvisse eder.
Fru Inger.
Han selv? Og når?
Nils Lykke.
I denne time.
Olaf Skaktavl.
Hvordan?
Fru Inger.
Hvad siger I?
Nils Lykke.
Med et ord, at grev Sture befinder sig på
Østråt.
Olaf Skaktavl.
Her?
Nils Lykke
(til fru Inger).
Det blev eder måské berettet, at jeg red selv
anden gennem porten? Greven var min følge-
svend.
Fru Inger
(sagte).
Jeg er i hans vold. Her er intet valg længer.
(ser på ham og siger:)
Godt, herr rigsråd, – I skal få min forsikring
om bistand.
Nils Lykke.
Skriftlig?
Fru Inger.
Som I begærer.
(hun går over til bordet på venstre side, sætter sig og tager
skrivesager frem af skuffen.)
s. 138
Nils Lykke
(afsides, ved bordet til højre).
Endelig sejrer jeg da!
Fru Inger
(efter et øjebliks betænkning, vender sig pludselig over stolen
mod Olaf Skaktavl og hvisker:)
Olaf Skaktavl, – nu véd jeg det med viss-
hed, – Nils Lykke er en forræder!
Olaf Skaktavl
(sagte).
Hvordan? I tror –?
Fru Inger.
Han pønser på svig.
(hun lægger papir tilrette og dypper pennen.)
Olaf Skaktavl.
Og dog vil I skrive en slig forsikring, som
kan volde eders undergang?
Fru Inger.
Stille; lad mig råde. Nej, vent, og hør
først – –
(hun taler hviskende med ham.)
Nils Lykke
(sagte, holder øje med dem).
Ah, rådslå kun, så meget I lyster! Nu er
al fare forbi. Med hendes skrevne tilsagn i lom-
men kan jeg forklage hende, hvad time det skal
være. Endnu i denne nat et hemmeligt bud til
Jens Bjelke –. Jeg har mit ord i behold, når jeg
forsikrer ham, at den unge grev Sture ikke er
s. 139

på Østråt. Og så imorgen, når vejen er fri, –
til Trondhjem med junkeren. Derfra tilskibs med
ham som fange til København. Sidder han først
i tårnet dernede, kan vi foreskrive fru Inger,
hvad kår os lyster. Og jeg –? Efter dette
tænker jeg ikke, kongen lægger sendelsen til
Frankrig i andre hænder end mine.
Fru Inger
(fremdeles hviskende til Olaf Skaktavl).
Nu, I har altså forstået mig?
Olaf Skaktavl.
Tilfulde. Lad det voves, som I vil.
(han går ud til højre i baggrunden.)
(Nils Stenssøn kommer ind gennem den forreste dør til højre,
uden at bemærkes af fru Inger, der er begyndt at skrive.)
Nils Stenssøn
(med dæmpet stemme).
Herr ridder, – herr ridder!
Nils Lykke
(hen imod ham).
Uforsigtige! Hvad vil I her? Har jeg ikke
sagt, I skulde vente derinde, til jeg kaldte på jer?
Nils Stenssøn.
Hvor kunde jeg det? Nu, da I har betroet
mig, at Inger Gyldenløve er min moder, nu tør-
ster jeg mere end nogensinde efter at se hende
ansigt til ansigt – –
O, det er hende! Hvor stolt og høj! Således
har jeg altid tænkt mig hende. Vær ikke ræd,
s. 140

kære herre; – jeg skal ikke forgå mig. Siden jeg
fik denne hemmelighed at vide, kender jeg mig
ligesom ældre og sindigere. Jeg vil ikke længer
være vild og forfløjen. Jeg vil være som de
andre adelige junkere. – Hør, sig mig, – véd
hun, at jeg er her? I har vel forberedt hende?
Nils Lykke.
Ja, visst nok har jeg det, men –
Nils Stenssøn.
Nu?
Nils Lykke.
– hun vil ikke kendes ved jer som søn.
Nils Stenssøn.
Vil hun ikke kendes ved mig? Men hun er
jo min moder. – O, når der ikke er andet ivejen –
(han tager frem en ring, som han bærer i en snor om halsen.)
– så vis hende denne ring. Jeg har båret den
fra mine tidligste år. Den må hun vel vide
besked om.
Nils Lykke.
Gem ringen, menneske! Gem den, siger jeg!
I forstår mig ikke. Fru Inger tvivler ingen-
lunde om, at I er hendes barn; men, – ja, se
eder om; se al denne rigdom; se alle disse mæg-
tige forfædre og frænder, hvis billeder prunker
både højt og lavt på alle vægge; og endelig hun
selv, denne stolte kvinde, der er vant til at byde
som den første adelsfrue i riget. Tror I, det kan
være hende kært at vise frem en fattig, uvidende
s. 141

svend for menneskenes øjne og sige: se her,
denne er min søn!
Nils Stenssøn.
Ja, I har visseligen ret. Jeg er fattig og
uvidende. Jeg har intet at byde hende i vederlag
for hvad jeg fordrer. O, aldrig har jeg følt mig
tynget af min armod før i denne stund! Men
sig mig, – hvad tror I, jeg skal gøre for at
vinde hendes godhed? Sig mig det, kære herre;
I må dog vide det!
Nils Lykke.
I skal vinde land og rige. Men indtil det
kan ske, må I vel vogte eder for at såre hendes
øren ved at ymte om slægtskab eller sligt. Hun
vil te sig, som om hun holdt eder for at være
den virkelige grev Sture, så længe til I selv gør
eder værdig at kaldes hendes søn.
Nils Stenssøn.
O, men så sig mig da –!
Nils Lykke.
Stille; stille!
Fru Inger
(rejser sig og rækker ham papiret).
Herr ridder, – her har I mit tilsagn.
Nils Lykke.
Jeg takker eder.
s. 142
Fru Inger
(idet hun bemærker Nils Stenssøn).
Ah, – denne unge mand er –?
Nils Lykke.
Ja, fru Inger, det er grev Sture.
Fru Inger
(afsides, ser stjålent på ham).
Træk for træk; – ja, ved Gud, – det er
Sten Stures søn!
(træder nærmere og siger med kold høflighed:)
Vær hilset under mit tag, herr greve! Det
hviler i eders hånd, hvorvidt vi inden et år skal
velsigne dette møde eller ej.
Nils Stenssøn.
I min hånd? O, byd mig, hvad jeg skal
gøre! Tro mig, jeg har både mod og vilje –
Nils Lykke
(lytter urolig).
Hvad er det for larm og støj, fru Inger?
Det er nogen, som vil her ind. Hvad skal dette
sige?
Fru Inger
(med hævet røst).
Det er ånderne, som vågner!
(Olaf Skaktavl, Ejnar Huk, Bjørn, Finn, samt mange bønder
og huskarle kommer ind fra højre side i baggrunden.)
Bønder og huskarle.
Hil være fru Inger Gyldenløve!
s. 143
Fru Inger
(til Olaf Skaktavl).
Har I sagt dem, hvad der er i gære?
Olaf Skaktavl.
Alt, hvad de behøver at vide, har jeg sagt dem.
Fru Inger
(til flokken).
Ja nu, mine trofaste husfolk og bønder, nu
må I væbne eder, som I bedst véd og kan. Hvad
jeg tidligere iaftes satte mig imod, det være eder
nu i fuldeste måde tilstedet. Og her stiller jeg
frem for eder den unge grev Sture, Sverigs vor-
dende styrer, – og Norges med, hvis Gud så
vil det.
Hele mængden.
Hil ham! Hil grev Sture!
(Almindelig bevægelse. Både bønder og huskarle udsøger sig
våben og ifører sig brystplader og stålhuer, alt under stor larm.)
Nils Lykke
(sagte og urolig).
Ånderne vågner, sagde hun? På skrømt har
jeg manet oprørsdjævelen frem. Fordømt, om
han skulde vokse mig over hovedet!
Fru Inger
(til Nils Stenssøn).
Af mig modtager I her den første hånds-
rækning, – treti ridende bønder, som skal følge
og beskytte eder. Tro mig, – inden I nåer
grænsen, har mange hundrede stillet sig under
mit og eders mærke. Og rejs så med Gud!
s. 144
Nils Stenssøn.
Tak, – Inger Gyldenløve! Tak, – og vær
sikker på, I skal aldrig komme til at skamme
eder over – over grev Sture! Hvis I ser mig
igen, da har jeg vundet land og rige!
Nils Lykke
(for sig selv).
Ja, hvis hun ser dig igen.
Olaf Skaktavl.
Hestene venter, I gode bønder! Er I så
rede –?
Bønderne.
Ja, ja, ja!
Nils Lykke
(urolig, til fru Inger).
Hvordan? Det er da vel ikke eders agt alle-
rede nu inat –?
Fru Inger.
I dette øjeblik, herr ridder!
Nils Lykke.
Nej, nej, umuligt!
Fru Inger.
Som jeg siger.
Nils Lykke
(sagte til Nils Stenssøn).
Lyd hende ikke!
Nils Stenssøn.
Hvor kan jeg andet? Jeg vil; jeg !
s. 145
Nils Lykke.
Men det er eders sikre fordærv –
Nils Stenssøn.
Lige godt! Hun har al rådighed over mig –
Nils Lykke
(bydende).
Og jeg?
Nils Stenssøn.
Mit ord holder jeg; lid på det. Hemmelig-
heden skal ikke komme over min mund, før I
selv løser mig. Men hun er min moder!
Nils Lykke
(afsides).
Og Jens Bjelke, som lurer på vejen! For-
bandet! Han snapper mig byttet af hænderne –
(til fru Inger.)
Vent til imorgen!
Fru Inger
(til Nils Stenssøn.)
Grev Sture, – vil I lyde mig, eller ej?
Nils Stenssøn.
Tilhest!
(han går op mod baggrunden.)
Nils Lykke
(afsides).
Den ulykkelige! Han véd ikke, hvad han gør.
(til fru Inger.)
Nu, siden det skal så være, – lev vel!
(han bøjer sig hurtigt og vil gå.)
Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.
10
s. 146
Fru Inger
(holder ham tilbage).
Nej, stands! Ikke så, herr ridder, – ikke så!
Nils Lykke.
Hvad mener I?
Fru Inger
(med dæmpet stemme).
Nils Lykke, – I er en forræder! Stille!
Lad ingen mærke, at der er uro i høvedsmæn-
denes lejr. Peder Kanzlers tillid har I vundet ved
en djævelsk list, som jeg ikke mægter gennem-
skue. I har tvunget mig til at øve oprørsfærd,
– ikke for at støtte vor sag, men for at fremme
eders egne anslag, hvilke de end monne være.
Jeg kan ikke længer træde tilbage. Men tro
ikke derfor, at I har sejret! Jeg skal vide at
gøre eder uskadelig –.
Nils Lykke
(lægger uvilkårligt hånden på sværdet).
Fru Inger!
Fru Inger.
Vær rolig, herr rigsråd! Det gælder ikke
livet. Men udenfor Østråts porte kommer I ikke,
før sejren er vor.
Nils Lykke.
Død og ulykke!
Fru Inger.
Al modstand er unyttig. I slipper ikke herfra.
s. 147

Forhold eder derfor stille; det er det klogeste, I
kan gøre.
Nils Lykke
(hen for sig).
Ah, – jeg er overlistet. Hun har været
snedigere end jeg. (en tanke skyder op i ham.) Men om
jeg endda –?
Fru Inger
(sagte til Olaf Skaktavl).
Følg grev Stures trop lige til grænsen. Drag
så uopholdelig til Peder Kanzler og bring mig
mit barn. Nu har han ikke længer nogen grund
til at forholde mig, hvad mit er.
(tilføjer, da Olaf Skaktavl vil gå:)
Vent; et kendemærke –. Den, der bærer
Sten Stures ring, det er den rette.
Olaf Skaktavl.
Ved alle hellige, I skal få ham!
Fru Inger.
Tak, – tak, min trofaste ven!
Nils Lykke
(til Finn, hvem han ubemærket har kaldt til sig, og med hvem
han har hvisket)
.
Altså, – se at liste dig ud. Lad ingen se
dig. En fjerdingvej herfra ligger Svenskerne i
baghold. Fortæl befalingsmanden, at grev Sture
er død. Den unge mand der må ikke antastes.
Sig befalingsmanden det. Sig ham, at junkerens
liv er mig tusender værd.
10*
s. 148
Finn.
Det skal ske.
Fru Inger
(der imidlertid har holdt øje med Nils Lykke.)
Og rejs nu alle med Gud! (pegende på Nils Lykke.)
Denne ædle ridder der kan ikke bekvemme sig
til så hastigt at forlade sine venner på Østråt.
Han vil vente her hos mig til sejersbudskabet
kommer.
Nils Lykke
(for sig selv).
Djævel!
Nils Stenssøn
(griber hans hånd).
Tro mig, – I skal ikke komme til at vente
længe!
Nils Lykke.
Det er godt; det er godt! (afsides.) Alt kan
endnu vindes. Hvis bare mit bud kommer betids
til Jens Bjelke –
Fru Inger
(til fogden Ejnar Huk, pegende på Finn).
Og han der hensættes under sikker bevogt-
ning i borgekælderen.
Finn.
Jeg?
Fogden og huskarlene.
Finn!
Nils Lykke
(sagte).
Der brast mit sidste anker.
s. 149
Fru Inger
(bydende).
I borgekælderen!
(Ejnar Huk, Bjørn og et par af gårdsfolkene fører Finn ud
til venstre.)
Alle de øvrige,
(undtagen Nils Lykke, idet de stormer ud til højre):
Afsted! Tilhest, – tilhest! Hil være Inger
Gyldenløve!
Fru Inger
(tæt forbi Nils Lykke, idet hun følger de bortdragende):
Hvem sejrer?
Nils Lykke
(står alene igen).
Hvem? Ja, ve dig; – sejren blir dyrekøbt.
Jeg vasker mine hænder. Det er ikke mig,
som myrder ham.
Men mit bytte undslipper mig ligefuldt. Og
oprøret vokser og breder sig! – Ah, det er et
dumdristigt, et afsindigt spil, jeg her har indladt
mig i!
(han lytter ved vinduet.)
Der rider de raslende ud igennem porten.
– Nu stænges der efter dem; – og her står
jeg igen som fange.
Ikke nogen mulighed for at slippe bort!
Inden en halv time falder Svenskerne over ham.
Han har treti vel væbnede ryttere med sig. Det
vil gå på livet løst.
Men hvis de nu alligevel fangede ham
levende? – Var jeg blot fri, så kunde jeg ind-
s. 150

hente Svenskerne, inden de nåede grænsen, og få
ham udleveret. (går op mod vinduet i baggrunden og ser ud.)
Fordømt. Vagt udenfor allevegne. Skulde der
da ingen udvej være? (går hurtigt nedover gulvet igen;
pludselig standser han og lytter.)
Hvad er det? Sang og strengeleg. Det
kommer ligesom over fra jomfru Elines kammer.
Ja, det er hende, som synger. Altså oppe
endnu – –
(en tanke synes at gennemfare ham.)
Eline![HIS: utfalt tegn, mellomrom står igjen] Ah, hvis det gik an! Hvis det
lod sig gøre, at –. Og hvorfor skulde det ikke
lade sig gøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I
visen heder det:
Hver en skøn-jomfru sukker så mod:
Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!
Og hun –? – – Eline Gyldenløve skal
frelse mig!
(han går raskt men listende henimod den forreste dør til venstre.)

FEMTE HANDLING.

(Riddersalen. Det er fremdeles nat. Salen oplyses kun svagt af
en armstage, der står på bordet tilhøjre i forgrunden.)
(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet, fordybet i tanker.)
Fru Inger
(efter et ophold).
Den kløgtigste i landet kalder de mig. Jeg
tror, jeg er det også. Den kløgtigste –. Der
er ingen, som véd, hvorfor jeg er den kløgtigste.
I mere end tyve år har jeg stridt for mit barns
frelse. Det er nøglen til gåden. Det gir vid i
panden, det!
Vid? Hvor er min kløgt bleven af inat?
Hvor har jeg min omtanke henne? Det ringer
og suser for mine øren. Jeg ser skikkelser for
mig, så livagtigt, at jeg kunde gribe i dem.
(hun springer op.)
Herre min Jesus, – hvad er dette? Er jeg
ikke længer rådig over min forstand? Skulde det
komme dertil, at jeg –?
(hun presser hænderne sammen om hovedet; derpå sætter hun
sig atter og siger roligere:)
s. 152
O, det er intet. Det går over. Det har
ingen nød; – det går over.
Hvor her er fredsælt i salen inat. Hverken
fædre eller frænder ser truende på mig. Det
trænges ikke at hænge dem indad imod væggen.
(hun rejser sig igen.)
Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til
mig. Vi vil sejre; – og så står jeg ved målet.
Jeg får mit barn igen.
(hun tager lyset for at gå, men standser og siger hen for sig:)
Ved målet? Ved målet? At få ham tilbage?
Kun det, – og så intet videre?
(sætter atter stagen på bordet.)
Dette flygtige ord, som Nils Lykke således
kasted hen i vind og vejr –. Hvorledes kunde
han se min ufødte tanke?
(sagtere.)
Kongemoder. – Kongemoder, sagde han. –
Og hvorfor ikke? Har ikke min slægt før mig
rådet som konger, om de end ikke bar konge-
navnet? Har ikke min søn den samme adkomst
til Sture-slægtens rettigheder, som den anden? I
Guds øjne har han det, – såsandt der ellers er
retfærd i himlen.
Og disse rettigheder har jeg i angstens stund
fraskrevet ham. Jeg har med ødsel hånd bort-
skænket dem, som løsepenge for hans frihed.
Om de nu kunde vindes tilbage? – Vilde
det fortørne himlen, om jeg –? Skal jeg tro,
det kunde kalde nye trængsler ned over mig,
s. 153

ifald jeg –? – Hvem véd; – hvem véd! Det
tør være sikrest at forsage. (hun tager atter lyset.) Jeg
får jo mit barn igen. Det må være nok. Jeg
vil søge hvile. Alle de forvovne tanker, – dem
vil jeg sove fra mig.
(går mod baggrunden, men standser oppe på gulvet og siger
grublende:)
Kongemoder?
(hun går langsomt ud til venstre i baggrunden.)
(Efter et kort ophold kommer Nils Lykke og Eline Gyldenløve
lydløst ind fra den forreste dør til venstre. Nils Lykke har en
liden lygte i hånden.)
Nils Lykke
(lyser spejdende omkring og hvisker):
Alt er stille. Jeg må afsted.
Eline.
O, så lad mig endnu en eneste gang se dig
ind i øjnene, førend du forlader mig.
Nils Lykke
(omfavner hende).
Eline!
Eline
(efter et lidet ophold).
Kommer du aldrig mere til Østråt?
Nils Lykke.
Hvor kan du tvivle på det? Er du ikke
fra nu af min trolovede? – Men vil du også
være mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme
mig, inden vi atter mødes?
s. 154
Eline.
Om jeg vil være dig tro? Har jeg da længer
nogen vilje? Mægted jeg vel at være dig utro,
selv om jeg vilde det? – Du kom ved nattetid;
du banked på min dør; – og jeg lukked dig
ind. Du talte til mig. Hvad var det du talte?
Du stirred mig ind i øjet. Hvad var det for en
gådefuld magt, der dåred mig og kogled mig ind
som i et trolddoms-næt? (hun skjuler hurtigt sit ansigt
ved hans skulder.)
O, se ikke på mig, Nils Lykke!
Du må ikke se på mig efter dette – –. Tro,
siger du? Du har mig jo. Jeg er jo din; –
være det – i al evighed.
Nils Lykke.
Nu, ved min ridder-ære, så skal du også,
inden året er omme, sidde som frue i min
fædreneborg!
Eline.
Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til.
Nils Lykke.
Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørg-
modigt med hovedet?
Eline.
Fordi jeg véd, at de bløde ord, som dåred
mit sind, dem har du tilhvisket mangfoldige før
mig. Nej, nej, vredes ikke, du elskede! Jeg
bebrejder dig intet, således, som jeg gjorde, da
jeg endnu ikke kendte dig. Nu skønner jeg jo,
s. 155

hvor højt du sigter over alle andre. Hvor kan
elskov være dig andet end en leg og kvinden et
legetøj?
Nils Lykke.
Eline, – hør mig!
Eline.
Jeg er vokset op under lyden af dit navn.
Jeg hadede dette navn, fordi mig tykkedes, at
alle kvinder krænkedes ved din færd. Og dog,
– hvor forunderligt, – når jeg i drømme
bygged op mit eget vordende liv, da var altid
du min helt, uden at jeg selv vidste det. Nu
skønner jeg det hele. Hvad var det ikke jeg
følte. Det var en anende, gådefuld længsel efter
dig, du eneste, – efter dig, som engang skulde
komme for at forklare mig al livets herlighed.
Nils Lykke
(afsides, idet han sætter lygten fra sig på bordet).
Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle,
hendragende magt –. Er det således at føle
kærlighed, da har jeg aldrig vidst det før i denne
stund. – Skulde det ikke endnu være tid –?
Ah, dette forfærdelige med Lucia!
(han synker ned i stolen.)
Eline.
Hvad er det? Så tungt et suk –
Nils Lykke.
O, intet, – intet!
s. 156
Eline, – nu vil jeg skrifte ærligt for dig.
Jeg har bedraget både med ord og med øjne, og
til mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i denne
nat har tilhvisket dig. Men tro mig –
Eline.
Stille! Ikke mere derom. Min kærlighed er
jo intet vederlag for den, du skænker mig. O
nej; jeg elsker dig, fordi ethvert af dine øjekast
er et kongebud, som byder det.
(hun lægger sig ned for hans fødder.)
O, lad mig endnu engang præge dette
kongebud dybt i mit sind, skønt jeg vel véd,
at herinde står det prentet for tid og for
evighed.
Du gode Gud, – hvor jeg har været blind
for mig selv! Endnu iaftes sagde jeg til min
moder: «for at kunne leve må jeg bevare min
stolthed». Hvad er da min stolthed? Er det
at vide mine landsmænd fri, eller min slægt
hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min
kærlighed er min stolthed. Den lille hund er
stolt, når den tør sidde ved sin herres fødder og
snappe brødsmuler af hans hånd. Således er
også jeg stolt, sålænge jeg tør sidde ved dine
fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig
med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig,
hvad jeg nys sagde til min moder: «for at kunne
leve må jeg bevare min kærlighed»; thi i den
ligger min stolthed nu og alle dage.
s. 157
Nils Lykke
(drager hende op på sit skød).
Nej, nej, – ikke for mine fødder, men ved
min side er din plads, – og det, hvor højt
skæbnen end kunde falde på at stille mig. Ja,
Eline, – du har ført mig ind på en bedre vej;
og vorder det mig engang forundt ved en be-
rømmelig dåd at sone, hvad jeg i min vilde
ungdom har øvet, da skal hæderen være din og
min tilhobe.
Eline.
O, du taler, som om jeg endnu var den
Eline, der iaftes slængte blomsterkosten for din fod.
I mine bøger har jeg læst om det brogede
liv i fjerne lande. Under hornets klang stævner
ridderen ud i den grønne lund med falken på
sin hånd. Således stævner også du gennem livet;
– dit navn klinger foran dig, hvor du drager
hen. – Alt, hvad jeg begærer af denne her-
lighed, er at få hvile som falken ved din arm.
Som den var også jeg blind for lyset og for
livet, indtil du løste bindet fra mine øjne og
lod mig svinge mig op over løvtoppene. –
Men, tro mig, – hvor dristigt jeg end spiler
mine vinger, så vender jeg dog altid tilbage til
mit bur.
Nils Lykke
(rejser sig).
Så byder jeg også forgangenheden trods!
Se her; – tag denne ring, og vær min for Gud
s. 158

og mennesker, – min – selv om de døde
skulde få urolige drømme derover.
Eline.
Du gør mig ilde tilmode. Hvad er det,
som –?
Nils Lykke.
Det er intet. Kom nu; lad mig sætte
ringen på din finger. – Se så; – nu har jeg
fæstet dig!
Eline.
Jeg Nils Lykkes brud! Det tykkes mig
som en drøm, alt, hvad her er hændt i denne
nat. O, men det er en fager drøm! Jeg er så
let om brystet. Der er ikke længer bitterhed og
had i min hu. Jeg vil gøre al min uret god
igen. Jeg har været ukærlig mod min moder.
Imorgen går jeg ind til hende; hun må forlade
mig, hvad jeg har fejlet.
Nils Lykke.
Og give sit minde til vor pakt.
Eline.
Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min
moder er god; alle mennesker er gode; – jeg
bærer ikke længere nag til nogen, – undtagen en.
Nils Lykke.
Undtagen en?
s. 159
Eline.
Ak, det er en sørgelig fortælling. Jeg havde
en søster –
Nils Lykke.
Lucia?
Eline.
Kendte du Lucia?
Nils Lykke.
Nej, nej; jeg har kun hørt hende nævne.
Eline.
Også hun gav sit hjerte til en ridder. Han
bedrog hende; – nu er hun i himlen.
Nils Lykke.
Og du –?
Eline.
Jeg hader ham.
Nils Lykke.
Had ham ikke! Er der barmhjertighed i
dit sind, så tilgiv ham, hvad han har syndet.
Tro mig, han bærer straffen i sit eget bryst.
Eline.
Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg kan ikke, selv
om jeg vilde det; thi så dyrt har jeg svoret – –
(lyttende.)
Hys! Kan du høre –?
s. 160
Nils Lykke.
Hvilket? Hvor?
Eline.
Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd
på landevejen.
Nils Lykke.
Ah, det er dem! Og jeg, som glemmer –!
Hidover kommer de. Så er der stor fare! Jeg
må afsted!
Eline.
Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dølger
du –?
Nils Lykke.
Imorgen, Eline –; thi, ved Gud, da kommer
jeg igen. – Nu hurtig, – hvor er løngangen,
som du nævnte?
Eline.
Gennem gravkælderen. Se, – her er lem-
men –
Nils Lykke.
Gravkælderen! (for sig selv.) Lige godt; reddes
må han!
Eline
(ved vinduet).
Rytterne er lige udenfor –
(hun rækker ham lygten.)
s. 161
Nils Lykke.
Nu velan –
(han begynder at stige ned.)
Eline.
Gå frem gennem gangen indtil kisten med
dødningehovedet og det sorte kors; det er
Lucias –
Nils Lykke
(stiger hurtigt op og slår lemmen i).
Lucias! Fy –!
Eline.
Hvad siger du?
Nils Lykke.
O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig
svimmel.
Eline.
Hør; nu hamrer de på porten!
Nils Lykke
(lader lygten falde).
Ah, det er for sent –!
(Kammersvenden Bjørn kommer ilsomt med lys i hånden fra
højre.)
Eline
(imod ham).
Hvad er det, Bjørn? Hvad er det?
Bjørn.
Overfald! Grev Sture – –
Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.
11
s. 162
Eline.
Grev Sture? Hvad han?
Nils Lykke.
Har de dræbt ham?
Bjørn
(til Eline).
Hvor er eders moder?
To huskarle
(indstyrtende fra højre).
Fru Inger! Fru Inger!
Fru Inger Gyldenløve,
(med en tændt armstage i hånden, kommer ind gennem den
øverste dør til venstre og siger hurtigt:)
Jeg véd alting. Ned i borggården med jer!
Hold porten åben for vore venner, men lukket
for alle andre.
(hun sætter stagen på bordet til venstre. Bjørn og begge hus-
karlene
går ud igen til højre.)
Fru Inger
(til Nils Lykke).
Det var altså snaren, herr rigsråd!
Nils Lykke.
Inger Gyldenløve, tro mig –!
Fru Inger.
Et baghold, som skulde fange ham op, så
snart I havde fået hint tilsagn, der kan fælde
mig!
s. 163
Nils Lykke
(idet han tager papiret frem og river det istykker).
Her er eders tilsagn. Jeg beholder intet, som
kan vidne imod eder.
Fru Inger.
Hvad gør I?
Nils Lykke.
Jeg beskærmer eder fra denne stund. Har
jeg forsyndet mig imod eder, – nu, ved himlen,
så vil jeg også prøve på at oprette min brøde.
Men ud jeg nu, om jeg så skal hugge mig
igennem porten! – Eline, – sig din moder alt!
– Og I, fru Inger, lad vort regnskab være glemt!
Vær højmodig – og taus! Tro mig, I skal komme
til at vide mig stor tak, før dagen gryr.
(han går skyndsomt ud til højre.)
Fru Inger
(ser hoverende efter ham).
Ret så! Jeg forstår ham!
(vender sig til Eline.)
Nils Lykke –? Nu –?
Eline.
Han har banket på min dør og sat denne
ring på min finger.
Fru Inger.
Og han har dig kær af hjertet?
Eline.
Det har han sagt, og jeg tror ham.
11*
s. 164
Fru Inger.
Snildt handlet, Eline! Ha-ha, min herr ridder,
nu begynder jeg!
Eline.
Min moder, – I er så besynderlig. O, ja,
jeg véd nok, – det er min ukærlige færd, som
har fortørnet eder.
Fru Inger.
Visst ikke, kære Eline! Du er en lydig
datter. Du har lukket ham ind; du har hørt
på hans fagre ord. Jeg fatter tilfulde, hvad det
har kostet dig; thi jeg kender jo dit had –
Eline.
Men, min moder –!
Fru Inger.
Stille! Vi har mødt hinanden i vore anslag.
Hvorledes bar du dig ad, mit kløgtige barn?
Jeg så elskoven lyse ud af ham. Hold ham nu
fast! Drag ham tættere og tættere ind i garnet;
og så –. Ah, Eline, om vi kunde slide hans
mensvorne hjerte sønder i brystet på ham!
Eline.
Ve mig; – hvad er det I siger?
Fru Inger.
Lad ikke modet svigte dig. Hør på mig.
Jeg véd ordet, som skal holde dig oppe. Så vid
da – (lyttende.) Nu kæmper de udenfor porten.
Besindighed! Snart gælder det – (hun vender sig
s. 165

atter til Eline.)
Vid da, Nils Lykke var den, der
lagde din søster i graven.
Eline
(med et skrig).
Lucia!
Fru Inger.
Det var ham, så sandt der er en hævner
over os!
Eline.
Da stå mig himlen bi!
Fru Inger
(forfærdet).
Eline –?!
Eline.
Jeg er hans trolovede for Gud.
Fru Inger.
Ulykkelige barn, – hvad har du gjort?
Eline
(med dump røst).
Forbrudt mit hjertes fred. – God nat, min
moder!
(hun går ud til venstre.)
Fru Inger.
Ha-ha-ha –! Det bærer ned ad bakke med
Inger Gyldenløves slægt. Det var den sidste af
mine døtre.
Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun
intet vidst, så var hun kanské bleven lykkelig
– på en måde.
s. 166
Det skulde så være. Det står skrevet hist
oppe i stjernerne, at jeg skal bryde den ene
grønne gren efter den anden, indtil stammen står
bladløs tilbage.
Lad gå; lad gå! Nu får jeg min søn igen.
På de andre, på mine døtre vil jeg ikke tænke.
Regnskab? Gøre regnskab? – Ah, det er
først på den store uvejrsdag –. Det varer længe,
førend den kommer.
Nils Stenssøn
(råber udenfor til højre).
Hej, – slå porten i!
Fru Inger.
Grev Stures røst –!
Nils Stenssøn,
(våbenløs og med forrevne klæder, kommer indstyrtende og
råber med fortvivlet latter:)
Vel mødt igen, Inger Gyldenløve!
Fru Inger.
Hvad har I tabt?
Nils Stenssøn.
Mit rige og mit liv!
Fru Inger.
Og bønderne? Mine svende; – hvor har
I dem?
Nils Stenssøn.
Ådslerne vil I finde langs landevejen. Hvem
der har taget resten, skal jeg ikke kunne
sige jer.
s. 167
Olaf Skaktavl
(udenfor til højre.)
Grev Sture! Hvor er I?
Nils Stenssøn.
Her; her!
Olaf Skaktavl
(kommer med et klæde om sin højre hånd).
Fru Inger.
Ak, Olaf Skaktavl, også I –!
Olaf Skaktavl.
Det var ugørligt at slippe igennem.
Fru Inger.
I er såret, ser jeg!
Olaf Skaktavl.
Å, jeg har en finger mindre; det er det hele.
Nils Stenssøn.
Hvor er Svenskerne?
Olaf Skaktavl.
I hælene på os. De bryder porten op –
Nils Stenssøn.
O, Jesus! Men nej, nej! Jeg kan ikke, –
jeg vil ikke dø!
Olaf Skaktavl.
Et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog,
hvor vi kan dølge ham?
s. 168
Fru Inger.
Men dersom de gennemsøger gården –?
Nils Stenssøn.
Ja, ja; så vil de finde mig! Og at slæbes
bort til fangenskab, eller at klynges op –! O
nej, Inger Gyldenløve, – det véd jeg forvisst, –
det vil I aldrig tåle!
Olaf Skaktavl
(lyttende).
Nu brast låsen.
Fru Inger
(ved vinduet).
Der stormer mange mennesker ind i port-
rummet.
Nils Stenssøn.
Og nu at lade mit liv! Nu, da det først
ret skulde begynde! Nu, da jeg så nylig har
fået vide, at jeg har noget at leve for. Nej,
nej, nej! – Tro ikke, at jeg er fejg, Inger Gyl-
denløve! Hvis der bare måtte forundes mig så
mange levedage, at jeg –
Fru Inger.
Jeg hører dem alt nedenunder i borgestuen.
(bestemt til Olaf Skaktavl.)
Han reddes – hvad det end skal koste.
Nils Stenssøn
(griber hendes hånd).
O, det vidste jeg nok; – I er ædel og god!
s. 169
Olaf Skaktavl.
Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham –
Nils Stenssøn.
Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmelig-
heden –!
Fru Inger.
Hemmeligheden?
Nils Stenssøn.
Ja visst; eders og min!
Fru Inger.
Krist i himlen, – kender I den?
Nils Stenssøn.
Fra først til sidst. Og nu, da livet står på
spil –. Hvor er herr Nils Lykke?
Fru Inger.
Flygtet.
Nils Stenssøn.
Flygtet? Da stå Gud mig bi; thi kun
ridderen kan løse min tunge. – Men livet er
mere end et løfte værd! Når den svenske
høvedsmand kommer –
Fru Inger.
Hvad så? Hvad vil I gøre?
Nils Stenssøn.
Købe liv og frihed; – åbenbare ham alt.
s. 170
Fru Inger.
O nej, nej; – vær barmhjertig!
Nils Stenssøn.
Der er jo ingen anden redning. Når jeg
har fortalt ham, hvad jeg nu véd –
Fru Inger
(ser på ham med undertrykt bevægelse).
Så er I frelst?
Nils Stenssøn.
Ja, ja! Nils Lykke vil tale min sag. I ser,
det er det yderste middel.
Fru Inger
(fattet og med eftertryk).
Det yderste middel? I har ret; – det yderste
middel tør hvermand friste. (peger op mod venstre.)
Se, derinde kan I skjule eder sålænge.
Nils Stenssøn
(dæmpet).
Tro mig, – aldrig skal I komme til at
angre eders færd.
Fru Inger
(halvt for sig selv).
Det give Gud, I sagde sandhed!
(Nils Stenssøn går hurtigt ud gennem den øverste dør til
venstre. Olaf Skaktavl vil følge efter; men fru Inger holder
ham tilbage.)
Fru Inger.
Forstod I, hvad han mente?
s. 171
Olaf Skaktavl.
Den niding! Han forråder eders hemmelig-
hed. Han vil ofre eders søn for at frelse sig selv.
Fru Inger.
Når det gælder livet, sagde han, så må det
yderste middel forsøges. – Godt og vel, Olaf
Skaktavl, – det ske, som han sagde!
Olaf Skaktavl.
Hvad mener I?
Fru Inger.
Liv mod liv! En af dem må gå under.
Olaf Skaktavl.
Ah, – I vil –?
Fru Inger.
Hvis ikke han derinde gøres stum, forinden
han får den svenske høvedsmand itale, så er min
søn tabt for mig. Ryddes han derimod tilside,
så vil jeg med tiden gøre fordring på alle hans
adkomster til fromme for mit eget barn. Da
skal I se, at der endnu er malm i Inger Ottis-
datter. Lid på det, – længe skal I ikke komme
til at bie på den hævn, som I nu i tyve år har
tørstet efter. – Hører I? Der kommer de opover
trapperne! Olaf Skaktavl, – det hviler på eder,
om jeg imorgen skal være som en barnløs kvinde
eller –
s. 172
Olaf Skaktavl.
Det ske! Jeg har endnu en rørig næve i
behold. (rækker hende hånden.) Inger Gyldenløve, –
ved mig skal ikke eders navn dø ud.
(han går ind i værelset til Nils Stenssøn.)
Fru Inger
(bleg og rystende).
Tør jeg også vove –?
(der høres larm i værelset; hun iler med et skrig hen imod døren.)
Nej, nej, – det må ikke ske!
(et tungt fald høres derinde; hun dækker ørerne til med begge
hænder og iler med et fortvivlet blik fremover gulvet igen. Efter
et ophold tager hun forsigtigt hænderne bort, lytter atter og
siger sagte:)
Nu er det forbi. Alting er stille derinde.
– Du så det, Gud, – jeg betænkte mig! Men
Olaf Skaktavl var for rap på hånden.
Olaf Skaktavl
(kommer taus ind i salen).
Fru Inger
(lidt efter, uden at se på ham).
Er det gjort?
Olaf Skaktavl.
For ham kan I være tryg; – han forråder
ingen.
Fru Inger
(som før).
Han er altså stum?
Olaf Skaktavl.
Sex tommer stål i brystet. Jeg fældte ham
med min venstre hånd.
s. 173
Fru Inger.
Ja, ja, – den højre var også for god til
sligt.
Olaf Skaktavl.
Det må I om; – tanken var eders. – Og
nu til Sverig! Fred med jer sålænge! Når vi
næste gang træffes på Østråt, kommer jeg selv
anden.
(han går ud gennem den øverste dør til højre.)
Fru Inger.
Blod på mine hænder. Dertil skulde det
altså komme! – Han begynder at blive mig
dyrekøbt nu.
(Kammersvenden Bjørn kommer med nogle svenske krigs-
knægte
ind gennem den forreste dør til højre.)
En af krigsknægtene.
Tilgiv, hvis I er husets frue –
Fru Inger.
Er det grev Sture, I leder efter?
Krigsknægten.
Det er så.
Fru Inger.
I er i så fald ikke på vildspor. Greven har
søgt tilflugt hos mig.
s. 174
Krigsknægten.
Tilflugt? Forlad, min højædle frue, – men
den mægter I ej at give ham; thi –
Fru Inger.
Hvad I der siger, har nok greven selv be-
grebet; og derfor har han, – ja, se selv efter
–, derfor har han aflivet sig.
Krigsknægten.
Aflivet sig?
Fru Inger.
Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I
finde liget. Og da han nu allerede er stedet for
en anden dommer, så er det min bøn, at han
føres herfra med al den ære, som det sømmer
sig hans adelige byrd. – Bjørn, du véd, i løn-
kamret har min egen kiste stået rede i mange
år. (til krigsknægtene.) I den beder jeg, at I vil føre
grev Stures lig til Sverig.
Den forrige krigsknægt.
Det skal ske, som I byder. (til en af de andre.)
Løb du med dette budskab til herr Jens Bjelke.
Han holder med resten af rytterne borte på
landevejen. Vi andre får gå her ind og – –
(en af krigsknægtene går ud til højre; de øvrige går med Bjørn
ind i værelset til venstre.)
Fru Inger
(går en stund taus og urolig omkring på gulvet).
Dersom ikke grev Sture sådan i en skynding
havde sagt verden farvel, så var han inden en
s. 175

måned klynget op i galgen eller sat i bur for
sin levetid. Havde han været bedre tjent med
en slig lod?
Eller også havde han købt sig fri ved at spille
mit barn i mine fienders vold. Er det så mig,
der har dræbt ham? Værner ikke ulven selv om
sin yngel? Hvo tør da fælde dommen over mig,
fordi jeg hug en klo i den, der vilde røve mit
kød og blod? – Det er noget, som måtte
være. Enhver moder havde gjort som jeg.
Men det er ikke tid til ørkesløse tanker nu.
Virke må jeg.
(hun sætter sig ved bordet til venstre.)
Jeg vil skrive til alle venner rundt om i
landet. Alle må de nu rejse sig og støtte den
store sag. En ny konge –; rigsstyrer først, og
så konge – –
(hun begynder at skrive, men standser tankefuld og siger sagte:)
Hvem vil de vælge i den dødes sted? –
Kongemoder –? Det er et vakkert ord. Der er
kun en hage ved det; – denne hæslige lighed
med et andet ord. – Kongemoder og – konge-
morder. – Kongemorder, – det er den, der
tager en konges liv. Kongemoder, – det er
den, der skænker en konge livet.
(hun rejser sig.)
Nu vel; jeg vil give vederlag for, hvad jeg
har taget. – Min søn skal vorde konge!
(hun sætter sig igen og tager fat på arbejdet, men lægger det
atter fra sig og læner sig tilbage i stolen.)
s. 176
Det er altid noget uhyggeligt, så længe en
ligger lig i et hus. Det er derfor jeg kender
mig så sælsomt tilmode. (vender hovedet hvasst til siden,
som om hun talte til nogen.)
Ikke det? Hvoraf skulde
det ellers komme?
(grublende.)
Er der da så stor en forskel på at fælde en
fiende og at slå en ihjæl? Knut Alfsøn havde
med sit sværd kløvet mangen pande; og dog
var hans egen så rolig som et barns. Hvorfor
ser da jeg altid dette – (gør en bevægelse, som når
man hugger til med en kniv.)
– dette stød imod hjertet
– og så den røde blodflom bagefter?
(hun ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem
papirerne.)
Herefter vil jeg ikke vide noget af slige
stygge syner. Jeg vil være virksom både dag
og nat. Og om en måned – om en måned
kommer min søn til mig – –
Bjørn
(træder ind).
Var det eder, som ringede, min frue.
Fru Inger
(skrivende).
Du skal hente flere lys. Herefterdags vil
jeg have mange lys i stuen.
(Bjørn går ud igen til venstre.)
s. 177
Fru Inger
(efter en stund, rejser sig med hæftighed).
Nej, nej, nej; – jeg kan ikke føre pennen
inat! Det brænder og værker i mit hoved –
(opskræmt, lyttende.)
Hvad er det? Å, de skruer låget til på
kisten derinde.
Dengang jeg var barn, fortalte de mig even-
tyret om ridder Åge, som kom med kisten på
sin bag. – Dersom nu han derinde en nat fik
det indfald at komme med kisten på sin bag og
takke for lån? (ler stille ) Hm, – vi voksne har
ikke noget med vor børnetro at skaffe. (hæftigt.)
Men slige eventyr duer alligevel ikke! De volder
urolige drømme. Når min søn vorder konge,
skal de forbydes.
(hun går et par gange frem og tilbage; derpå åbner hun vinduet.)
Hvorlænge plejer det gemenligen vare, for-
inden et lig begynder at rådne? Alle stuer skal
luftes ud. Sålænge ikke det er gjort, er det
usundt at leve her.
(Bjørn kommer ind med to tændte armstager, som han sætter
på bordene.)
Fru Inger,
(der atter har taget fat på papirerne):
Det er ret. Lad mig se du kommer ihu,
hvad jeg sagde dig. Mange lys på bordet! –
– Hvad tager de sig nu for derinde?
Bjørn.
De holder endnu på at skrue kistelåget fast.
Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.
12
s. 178
Fru Inger
(skrivende).
Skruer de det godt fast?
Bjørn.
Så godt, som det behøves.
Fru Inger.
Ja, ja, – du kan ikke vide, hvor godt det
behøves. Se efter, at det gøres forsvarligt. (går
hen til ham med hånden fuld af papirer og siger hemmeligheds-
fuldt:)
Bjørn, du er en gammel mand; men jeg
vil lægge dig en ting på hjerte. Vær på din
post mod alle mennesker, – både mod dem,
som er døde og mod dem, som skal dø. – Gå
nu ind – gå ind og se efter, at de skruer kiste-
låget godt fast.
Bjørn
(sagte, hovedrystende).
Jeg kan ikke blive klog på hende.
(han går atter ind i værelset til venstre.)
Fru Inger
(begynder at forsegle et brev, men kaster det halvfærdigt fra sig,
går en stund op og ned, derpå siger hun med hæftighed)
:
Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i
evighed gjort dette her! Dersom jeg var fejg,
så havde jeg skreget til mig selv: hold inde,
mens du endnu har en slump salighed i behold
for din sjæl!
(hendes øje falder på Sten Stures billede; hun undviger synet
og siger sagte:)
Der ler han livagtigt ned til mig! Fy!
(hun vender billedet om mod væggen uden at se på det.)
s. 179
Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled
ilde med din søn? Men den anden, – er ikke
også han din søn? Og han er min tillige; mærk
dig det!
(hun skotter stjålent henover billedrækken.)
Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem
før. De har øjnene med mig, hvor jeg står og
går. (stamper i gulvet.) Men jeg vil ikke vide af det!
Jeg vil have fred i mit hus! (begynder at vende alle
billederne indad mod væggen.)
Ja, om det så var den
hellige jomfru Maria selv – –. Synes du det
nu er påtide –? Hvorfor hørte du aldrig mine
bønner, når jeg så brændende bad om at få mit
barn tilbage? Hvorfor? Fordi munken i Witten-
berg har ret: Der er ingen mellem Gud og
menneskene!
(hun ånder tungt og vedbliver under stedse stigende vildelse:)
Det er såre godt, at jeg véd besked om de
ting. Der er ingen, som har set, hvad der gik
for sig derinde. Der er ingen, som kan vidne
imod mig.
(breder pludselig armene ud og hvisker:)
Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig!
Her er jeg! – Hys! Jeg vil sige dig noget.
Jeg er forhadt deroppe – hinsides stjernerne
– fordi jeg fødte dig til verden. Det var
meningen med mig, at jeg skulde bære Gud
Herrens mærke over riget. Men jeg gik min
egen vej. Det er derfor, jeg har måttet lide så
meget og så længe.
12*
s. 180
Bjørn
(kommer fra værelset til venstre).
Frue, jeg har at melde – –. Krist fri mig;
– hvad er dette?
Fru Inger,
(der er stegen op i højsædet, som står ved væggen til højre):
Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har
kåret min søn til konge. Det holdt hårdt, for-
inden det kom så vidt; – thi det var med den
vældige selv, jeg havde at stride.
Nils Lykke
(kommer åndeløs ind fra højre).
Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes løfte.
Fru Inger, – vid at –
Fru Inger.
Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af
mennesker.
(en ligsalme høres inde fra værelset.)
Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel!
Alle nejer de sig for kongemoderen. Ja, ja; hun
har også stridt for sin søn – så længe til hun
fik røde hænder deraf. – Hvor er mine døtre?
Jeg ser dem ikke.
Nils Lykke.
Guds blod, – hvad er her sket?
Fru Inger.
Mine døtre; – mine fagre døtre! Jeg har
ingen mere. Jeg havde en igen, og hende misted
s. 181

jeg, da hun skulde stige i brudesengen. (hviskende.)
Lucia lå lig i den. Der var ikke plads for to.
Nils Lykke.
Ah, – dertil er det altså kommet! Herrens
hævn har rammet mig.
Fru Inger.
Kan I se ham? Se, se! Det er kongen.
Det er Inger Gyldenløves søn! Jeg kender ham
på kronen og på Sten Stures ring, som han
bærer om halsen. – Hør, hvor lystigt det klinger.
Han nærmer sig! Jeg har ham snart i min favn!
Ha, ha, – hvem sejrer, Gud eller jeg?
(Krigsknægtene kommer ud med kisten.)
Fru Inger
(griber sig om hovedet og råber):
Liget! – (hviskende.) Fy; det er en hæslig
drøm.
(hun synker ned i højsædet.)
Jens Bjelke,
(som er trådt ind fra højre, standser og råber overrasket):
Død! Altså dog –
En af krigsknægtene.
Selv har han –
Jens Bjelke
(med et blik til Nils Lykke).
Han selv –?
s. 182
Nils Lykke.
Hys!
Fru Inger
(mat og besindende sig).
Ja, rigtig; – nu kommer jeg det altsam-
men ihu.
Jens Bjelke
(til krigsknægtene).
Sæt liget ned. Det er ikke grev Sture.
En af krigsknægtene.
Tilgiv, herr ridder; – men denne ring, som
han bar om sin hals –
Nils Lykke
(griber ham i armen).
Ti; ti!
Fru Inger
(farer ivejret).
Ringen? Ringen!
(hun iler hen og river den til sig.)
Sten Stures ring! (med et skrig.) O, Jesus Krist,
– min søn!
(hun kaster sig ned over kisten.)
Krigsknægtene.
Hendes søn?
Jens Bjelke
(på samme tid).
Inger Gyldenløves søn?
s. 183
Nils Lykke.
Så er det.
Jens Bjelke.
Men hvorfor sagde I mig ikke – –?
Bjørn,
(der forsøger at løfte hende op):
Hjælp; hjælp! Min frue, – hvad fattes eder?
Fru Inger
(med mat røst, idet hun hæver sig halvt ivejret):
Hvad der fattes –? En kiste til. En grav
hos mit barn – –
(Hun synker atter kraftløs ned over kisten. Nils Lykke går
hurtigt ud til højre. Almindelig bevægelse blandt de øvrige.)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her